Ulveblodet - bind 8

 

ULVEBLODET UDKOMMER OKTOBER 2022!!!

 

Det var absolut hensigten, at bind 8 ULVEBLODET skulle udkomme sidst på foråret 2022. Jeg satte alle kræfter ind på at blive færdig i god tid, og min ukuelige forlægger stod hoppende på spring for at kaste sig over manuskriptet. Jeg afleverede til tiden. Det hele så godt ud. Men så ødelagde Corona-dragen alt! Der er papirmangel. Der er kaos i transporten. Og trykkeriet behøver af gode grunde længere tid end vanligt. Min vidunderlige forlægger har søgt med lys og lygte efter alternativer, men ingen andre kan love at lave bogen, så den nøjagtigt ligner de forrige, og det skal den! Med den forlængede og besværliggjorte tidshorisont vil bind 8 først kunne udkomme i årets allermest døde periode i forhold til salg og markedsføring, hvilket er meget uhensigtsmæssigt. Derfor er udgivelsen udskudt! Skrig, hyl, brøl og øv! Vi har gjort absolut ALT! Men Coronaen er imod os, og ULVEBLODET kommer ikke med på sommerens markeder. Togtet fortsætter, selvom gode venner og frænder nu og da må vente længere på hjemkomsten, end de regnede med. Nornerne spinder. Bare hold ud! Det gør jeg 😉 ULVEBLODET kommer!!!

 

Uddrag af første kapitel af ULVEBLODET. Det er morgen på Tissø, og midt inde i kapitlet forlader Arnulf og Frejdis deres private gavlrum:

 

"Frejdis gik forrest ind i storhallen, der triumfhvælvet tog imod med alle bjælkernes malede slyngmønstre og drabelige udskæringer af gabende dyr, kæmpende mænd og stærke Asgårdsfortællinger, mens væggenes ødselt brogede billedtæpper og blankbuklede skjolde og glimtende våben slog favn om jarlekraften. Hirdlejerne lå uredte bag de smaskende bænkede mænd langs de smalle borde omkring den opløftede stenkransede langild, og egegulvets udspredte koskind var skødesløst sparket i folder.

”Så rødmer hallen igen, ædefæller!” Brynjar den Bryske puffede albuerne i Stenmod og Ronan Ravbærer, mens Harmbjørn overdøvede Gunstein og Egin Enøjes munterheder: ”God morgen, Tissøjarl!” 

Som altid blev der et øjebliks røre, da krigerne vendte sig for larmende muntert at hilse. 

”Du trækker solen ind, Frejdis Hedinsdatter.” Dungal var høvisk men Trian støjsk: ”Vi er raske som einherjer, vinterulv!” 

Hjalkur sendte et glødrandet blik, og Sveingir løftede kruset, mens de fem nyligt optagne sjællandske høvdingesønner rejste sig, som var Arnulf kong Svend, da han værdigt gik mod højbordet. Bjørntor, Galte, Hergrim, Tuning og Stormulf. Stolt havde han taget imod deres troskabsed på Ormstand under krigernes opremsning af slægt, bedrifter, vilje og mod, mens svaret blev et gensidigt løfte om trofasthed og hærfang, som afsluttedes af en kostelig gave. En guldfingerring til hver af de nye sværdnæver, og dermed var Tissøhirdens inderste jernkerne vokset fra femten til tyve ungstærke men prøvede krigere under Havtor hirdførers ledelse.  

Nu fortsatte snakken om bordene, hvor grødskålene duftende dampede, og nogle trælmøer uddelte brød for kække bemærkninger. Mænd og sult. Rolf sad allerede gumlende ved højbordet, men Jofrid og Aideen spiste ved et mindre bord nær hallens modsatte gavlrum sammen med Fenja og Alfhild og Fintan, og de lod til at have nok at tale om.   

”Det nærmer sig, min jarl.” Havtor skænkede selv i kruset foran jarlesædet med et grin, der fik hans brede ar fra næsen til øret til grumt at smile med. Armlænenes rasende ulvehoveder snerrede dybt under ryglænets sejrskrigende ørnehoveder og vingeflettede fjermønster, og Olav Tryggvasons hvide isbjørneskind syntes nyrystet levende.  

”Det nærmer sig, Havtor.” Arnulf satte sig under væggens ophængte sølvbuklede storulveskjold overfor Rolf, men Frejdis indtog ikke sit eget kastanjebjørnsforede blomsterslyngssæde, da hun i stedet slog sig ned hos kvinderne og lod Stridbjørnsønnerne ene. Trygt var det at efterlade hende i så godt et selskab. Og rart at Aideen fortsat befandt sig vel i sit hus lige udenfor palisaden, mens Eirik kunne glæde sig over hendes sikkerhed og trivsel her.  

”Mon ikke det meste er aftalt, Rolf?”

Der var gyldne honningdråber og rynkede hasselnødder i den grød, som en trælkvinde stillede foran Arnulf, mens Havtor trak sig på afstand. Fed føde og Frejdis’ varme, der endnu duvede i kroppen efter det udløste begær. Dagen blev god! 

”Jo, bestemt.” Rolf strøg krummer af skægget uden at være i tvivl om sit ansvar: ”Jeg har greb i Tissøs forsvar og rytteriet og markedsskatterne, og jeg tager god hånd om de handlende og kong Sigtrygs folk, når de kommer med deres varer. Desuden holder jeg freden stærk og afsiger dommene på tinget og modtager kong Svend djærvt og ødselt, når han stævner forbi.” Han smilede vejrfurer om de lyse øjne: ”Alt vil blive tilset og holdt i tømme, bror. Agrene og fæet. Gårdene. Bådebyggerierne. Og hvis du ikke er hjemme til høst, indbyder jeg alle høvdinge og storbønder og forestår blótet. Jeg har store forventninger til vandmøllen efter frankertrællens seneste forbedringer. Og til den udvidede biavl.”  

Ordene klang, mens minen luede, og Rolf fyldte på bænken med en høvdings omhu og opnåede strenghed. Velklædt og skarp og tillidsvækkende kløgtig. Stridbjørn ville have frydet sig. 

Arnulf skovlede smilende grød og brækkede brød: ”Jeg har store forventninger til frankertrællens vinmark i år. Hvis heldet bedrer sig for ungstokkene, kan det føre til meget, og jeg har lovet Tyr det første bæger.”  

Og dernæst Frej. Dog slog Rolf det hen med et lille latter: ”Det er alt for tidligt at gisne om. Vi må foreløbig slå os til tåls med, at vinplanterne ikke er gået ud endnu. Men Arnulf!” Han slog oprigtigt om med næven på bordet: ”Du skal ikke urolige dig for noget. Eller for nogen. Tro mig. Sommeren bliver god her, selvom ørnen er lettet.” 

 Alt var svøbt ind i hans direkte blik, som stod portene åbne helt tilbage fra Egilssund. Urokkelige Rolf, der endnu stemte skuldrene i, når ulveblodet strømmede over. 

”Det ved jeg, for jeg tror dig.” Arnulf greb næven for at kryste den hårdt: ”Som jeg altid har gjort.” 

Al ros og taknemmelighed svømmede i ordene uden dog at erobre deres egne, men Rolf hørte dem alligevel, så fast han nikkede. For straks efter at trække hånden og slå over i drillende bebrejdelse, som ville han ikke blotlægge flere dybder under hirdens skelende bevågenhed: ”Vi afslutter først dette i aften. Men siden du nu æder, bør du kort kende de tvister, jeg afgjorde i går. Du bad mig selv gengive dem, og skønt du utvivlsomt har glemt alt igen om et øjeblik, så er du stadig jarlen.” 

Fingeren strittede imod Arnulfs tandgrin i brødet: ”Er jeg da glemsom, jarlestræber?” 

”Du værdsætter retfærdighed, men du hader at udøve den med andet end sværd, jomsviking.” Rolf løftede fornøjet bryn. Tissøs retfærdighed? Arnulf trak på skulderen: ”Nye mænd i hirden er min retfærdighed. Det er dig og ikke mig, som har lyttet til Toke og Njals lovsamtaler og domme i årevis og fulgt alle sagerne på Altinget.” 

”Hvilket du burde sukke af taknemmelighed over, siden du keder dig ihjel over at afgøre stridsmål.” Brynene sank, men Arnulf blev straks alvorlig: ”Det er jeg, Rolf! Og nu tygger jeg tavst, mens jeg tænker. Hvad klagedes der over i går, da jeg selv var ved skibene?” 

”Tænker?” Rolf lurede skævt men skar det så kort: ”To mænd kom, som ejede et skib sammen. Den ene ville ud, mens den anden ville blive hjemme. De fik to hold troværdige folk til at vurdere skibets værdi, så den udrejsende kunne købe den hjemmeblivende ud af ejerskabet, men vurderingerne lå så langt fra hinanden, at der opstod mistanke om bestikkelse. Jeg sendte Tissøs skibsbyggere til havnen sammen med Finvard Rorgænger, hvorefter vi afgjorde stridsmålet, så alle kunne forliges.” 

Arnulf nikkede og drak med forstilt indlevelse: ”Det var den første sag.” 

”Ja, det var det.” Rolf forekom ikke sulten længere, for han skød skålen fra sig: ”Den anden gik ud på byggeriet af en bro over en å. Hele egnen samt jordejeren på den ene bred ville bygge, mens hans nabo på den anden side nægtede at være med, selvom ganske mange mente, at han næppe ville undlade at benytte broen for at vade ved siden af, så snart den var der. Det udredte jeg, så de lettere mødtes om udgifterne, og det bliver der ikke mere bøvl med.” 

”Godt.” Arnulf nikkede med slet skjult flakkende opmærksomhed. Krigerne i storhallen slugte grøden med den samme rastløse traven som ulven, og deres higende utålmodighed føltes som stikkende haglslag.  

”Fortsæt kun.” 

Mange iltre dådslystne mænd lagde deres liv forbi Tissø, for i en kortere eller længere tid at tjene den røde vinterjarl og kaste hæder over dragehallen. De blev nogle måneder eller et år, uden at Arnulf knyttede dem fastere til sig i fredstid, end at porten altid stod åben for anden udlængsel. Men det splejsede bånd og venskab til vigtige slægter, og det gav forbundsfæller at tære på, hvis det blev tiltrængt.  

”Tredje sag handlede om en hjemvendt mand, der for fire år siden havde arvet en gård, som hans svoger havde passet for ham, mens han selv tjente en høvding i Vestjylland. Men nu anklagede han svogeren for misligholdelse af både agre og bygninger, mens der i tilgift var slagtet alt for hårdt af fæet, hvilket svogeren gav misvækst og sygdom skylden for. Hører du efter, bror?” 

”Ja, bestemt! Gav du ham Tissøs øjne med tilbage?”  

Nærværet blev igen troværdigt, selvom Rolfs mundvig trak ned: ”Reykur og Asser red med ham for at vurdere det nøjere.” 

Der lød råb udenfor hallen nu, krævende fyndige kald, som blev modigt besvaret, mens halkrigerne drejede hovederne, og Rolf opgav for hastigt at slutte: ”I den sidste sag havde en hjemmemarksgris brudt sin trynekæde og skambidt nabobondens bedste træl, hvorpå den blev jaget og slået ned, og ingen kunne enes om skadeboden. Så den bestemte jeg.” 

Skyggeulven rejste sig knurrende med piblende latter om kløerne, og Finvard vinkede trælkvinderne til at hælde op i de store skåle.  

”En dag vil du bo hos Forsete i Glitner.” Arnulf havde kruset i hånden, da hallens krigere ildfuldt rankede. Jomsborgs gny, som brystet fyldtes! Vagn brød omsider ind med blodringen efter sig, så forsamlingens frydgys mærkedes. Guldgnistrende, arprægtig og altfortærende så Tissøringen nær klirrede ekko om Tyrs hals ude i hovet. 

”Jeg hungrer, hvalp! Og ikke efter din usle grød.” Den mørke kriger stampede frem med ukæmmet hår og sodmende voldfjæs til alle: ”Hvis nordmændene snorker endnu, Havtor, så stik ild til deres soveskind, inden skibene rådner!”  

Hjalti og Sturlaug sprang op for hujende kry at begå åreløb over bordene, og Jarngrim gloede snøftende efter gryderne, som blev et kar ham ikke nok, mens Eirik først stilede efter Aideen, skønt de uafladeligt slyngedes i delte nætter. 

”Toke ankom først midnat, så ham under du nok blundet og holder grøden ud, når bare der bliver hældt mjød over den.” Arnulf hævede kruset imod Vagns foragt og slog hånden ud over højbænkene: ”Kom og stink med mig, Jomsborgjarl. Så får du ret til at gnave en sværdklinge, om ikke æden er dig nok.”  

Hemming rumlede veloplagt med lueglans i sin røde manke, men Skolm blev arg: ”Mjød over grød? Hvilken hån af så rig en skænk! Hvis der er noget tilbage i tønderne efter i nat, så huser du ene skvat og patunger og trænger mere til passende selskab, end jeg gruede for det.”  

For altid Vagns drukfælle! Latteren fra kvindebordet kronede hans udbrud under bemærkninger om, hvem der mon senest havde skålet?  

”Dåd først, drab og død siden og druk til sidst, Ulveblod.” Hemming Strud-Haraldsøn satte sig straks efter, at Vagn havde kylet vægten i planken skråt overfor Arnulf, og Rolf blev omringet, så en blegere mand ville gyse. Men han holdt stand, så det lovede for sommeren, mens hallens oversete krigere mumlede af begejstring.  

”Så nøjes vi da, ørnekylling, siden en jomsviking må kunne udholde alt.” Vagn var i heftigt lune men bevægede sig smidigt, skønt skyggeulven følte hans morgenrustne smertejag. Méns megin. Jarngrim fattede om sin tildelte skål, som var den kostbart hærfang: ”Spørger du mig, Vagn, så har Hjalti rigeligt galet nordmændene løse af lejerne, da vi buldrede forbi. De er på vej, så snart Toke har pudset sin ravnering.”  

Blikkene gnistrede, og blodringen strålede, som hældtes flydende guld om bordet. På togt igen! Sammen som før så højsædet blev gloende. Og tillige med Toke! Arnulf delte broderminer, og Eirik sluttede sig jomsligt til: ”Jarlernes togt, blodbrødre. Længe var det ventet, og smukkere bliver det ikke.” 

For Odin og Tyr! At blodringen endnu sad hel skyldtes ene Valfaderens velvilje. Dog var det grødskeerne og ikke sværdhæfterne højbordets stridsnæver nu fattede om for at fede på kræfterne, og aldrig var en jomsviking sen med sin sult. Vagn åd, som svælgede han fjender, og Hemmings gab var en kæbehal, mens den jernhåndede lyngorm fylkede forrådsstyrke, så det rakte for to. Blodbrødres grådige slubren.  

Rolf studsede, da Jarngrim hugormede skeen ud efter Hjaltis grødnødder og omgående fik en hævnklat smasket i skægget at sutte på. Og Jofrid og Frejdis og Aideen skæmtedes atter, så stemmerne brast mod hinanden.  

”Det er alt for længe siden, at jeg sidst tvandt ord med Toke.” Sturlaug varmedes ved tanken, sådan hans lyse Heimdaløjne skinnede, og Arnulf lænede sig i Olavsskindet med halkrigernes dulgte smil yderst i sanserne: ”Men vi har fulgtes, så ingen afstand har vægtig betydning, min ræv.”  

Ti dages jomsvikingeventen på Toke. Ti dages larmende utålmodige lystigheder, der fik jarlesædets folk til at snuble af forbløffelse. Stundom føltes savnets styrke først fuldt efter en genforening, mens Tissøs moser blev en sumplænke, der måtte sprænges.  

”Hvalp!” Vagn skulede efter skyggeulvens ladhed, så Arnulf rettede med et ryk, men nu gav Trian tegn ved døren: ”Min jarl.” Han slog den op for raskt at træde respektfuldt tilbage, så vinterørnen glemte al Vagns bebrejdelse: ”Der har vi vores nordmand, drabsbrødre. Sprælsk som et dugvådt føl.” 

Og trædende årvågent ind i hallen sammen med Skúli Thorsteinsøn, så ingen kom i tvivl om Romsdalsjarlen navnkundige ry, for sådan førte Toke sig. Værdig og vennesæl men samtidig krigerspændstig med sin altid polerede ravnering synlig at ingen antog ham for en mildtlevende mand.  

”Sådan vækker einherjerne hinanden i Valhal, jomsvikinger!” Var Toke træt efter sin søfærd og sene ankomst, så mærkedes det ikke i hans glæde: ”Med skjoldbrag og dørhug, så selv en druknet springer op til strid.” 

Klædt som en as i den fint broderede og silkekantede pragtkofte, Jofrid havde vævet og syet med den største omhu og ømhed og givet ham under gensynet i nat. Mens Skúli islænding stor og lys endnu besad sin utvungne djærve styrke efter tolv år som Erik Hakonsøns stavnbo og ven og mest velansete mand i hirden. Egil Skallagrimssons sønnesøn havde været længe væk hjemmefra, og båndene imellem ham og Toke var misundelsesværdige fagerstærke. Hvor var det velfortjent! 

”Sådan banker dådsmænd søvnen ud af øjnene på snorkende fjeldkatte!” Hjalti bød til bænken med en fejende håndbevægelse: ”Dine sommerhi var varet længe nok, Øysteinsøn, og du er en vovende mand, Skúli, at du sprang over essingen på Tveravn. Nu venter ingen fortrydelse!” 

Grin og rump og skubbede skåle. Toke delte nært sind med Arnulf, da han skrævede til sæde med Skúlis skulderbrede fornøjelse hos sig, mens islændingen kastede genmæle: ”Fortrydelse, Hjalti Lyngorm? Jeg er på omvej hjem til min fædrene gård Borg på Island efter tolv storprægtige år i Norge. Min tid på Lade er endt, som den skulle.” Han så langs bænkene som en veltilfreds mand: ”Jeg tog behørigt afsked med jarl Erik og udvekslede mange gaver med ham og mine hirdfæller. Men da jeg slutteligt ville stævne sejrende af havnen, lå Tveravn yderst på broen og vuggede som en jættemøs hofter med Toke æggende i stævnen, som var vi begge tyve år igen.” 

For sandt? Toke lo, men Skúli lo højere: ”Han råbte, at jeg var ved at blive gammel, når jeg hellere ville svinge en hyrdestav over får på Island end et sværd over fjender sammen med Odinskendte Romsdalsmænd!” 

Hvilken udfordring! 

”Og da skiftede jeg ufortrødent skib og bød min besætning hilse på Borg at det nok trak ud en sommer endnu med at søge fred og viv. Bered mig nu ingen fortrydelse over det, jomsvikinger!” 

”Ha!” Skolm bankede næven i bordet, mens Arnulf undte Skúli et ulvehyl, så det gibbede i Rolf. 

”Det kommer Mjølner banke mig da an på, om du svinger sværd som en hyrdestav, islænding.” Hemming falmede først sent, og lystigheden fængede, men Sturlaug klang højest: ”Den gave er du ikke ene om, Toke, siden det bliver mig, som skal pløje bedrifter med en landsmand!” 

Arnulf blev let over de lyse islændinge, hvoraf den ene syntes dobbelt så stor som den anden, da næverne kådt langedes.  

”Ja, nu mangler jeg alligevel din grødmjød, Fjerulf!” Skolm fandt altid grund til at skåle, men Skúli smilede blot for at dysse til ro igen, og øksebrøleren lænede sig mod Toke på albuen for at tage spørgsmålene fra Vagn: ”Vege mænd har du aldrig omgivet dig med, Ravnebærer.” Han nikkede Toke til maden, at ikke måltidet ikke skulle trække ud: ”Og pjank skal vi nok få øvet os på, så spis, mens I kan. Trives dine frænder fortsat i din fjeldkransede stordal, sådan som jeg tiltror jer det? Du var her på Tissø i fjor, uden vi mødtes af den grund, så hvad er nyt hos dig?” 

Arnulf underklemte en overvældende lyst til at trække Toke af hallen for at tale ene med ham, sådan trangen til fortrolighed og betroelser pludselig stimlede. Ligesom i unghvalpens år. Ensomt kunne et jarlesæde være, når alle stillede sig foran det eller evindeligt fulgte hver eneste af hans bevægelser. Ansvarstungt for en urosulv, der også nu sad indhyllet i halkrigernes lurende opmærksomhed. 

”Ved Frej, om ikke jeg trives, Eirik!” Toke mærkede nok sin fredsbror, men al indrømmelse fik vente, og nu syntes solen at bryde disen over søen derude, sådan lyset tog genskær i hans ansigt: ”Den nyhed er gammel men slides dog ikke.” Hans bredsmil over kruset beviste hans lykke: ”Min ældste datter Ranvig lever nu sammen med den braveste nordmand, hun kunne håbe på, at min yngste datter Eyja er snart tre somre gammel og livsk som et Ydunsæble. Mine frænder ler, og min Ladejarl er min ven, så mine blót er store af taknemmelighed.”  

Toke så rundt på blodringen, som kunne ingen i Midgård ønske sig mere. Dog sprang Vagn ikke ud i at danse af den grund, da han odsk betragtede ham: ”Og alligevel er du her, Øysteinsøn Lykkebærer.” 

Selvfølgelig! Arnulf havde hånden på jarlesædets ene ulvehoved, da den bryske krigers grynt lammede al boblende overstadighed, men Toke tog imod: ”Jeg er Erik Hakonsøns Romsdalsjarl. Selvfølgelig er jeg her, Vagn Ågesøn, at ikke rovdyrene sniger sig op over fjeldkanterne om et tandløst omdømme. Jeg var fredelig længe, men jarl Erik kan tids nok få brug for andet, og som I selv gør det, så følges fædre og sønner ofte ad på togt.” Han så mod døren, som ventede han hvert øjeblik ungtyrene ind fra deres morgenleg: ”Jeg har tre døtre, som Gyrith sørger for, men Harke er mit ansvar, når ikke det er Arnulfs, og slap var jeg aldrig.” 

Blikkene smøg, som ordene snoedes, og Vagn kendte sig enig med et træk i mundvigen. Men Arnulf fandt indvendinger: ”Harke bærer fuldt ud sit eget ansvar nu, Toke. Få femtenårige træder så udfordrende barskt og dog med så øvet en kløgt som han, og det har han fra dig og Gyrith.” Såvel som sit kønne ydre og mørkebrunt lokkede hår. Næven slap armlænets ulvehoved for at knyttes: ”Modsat din jotunyngel, Vagn, for der går ikke en dag, uden at Palner og Bjørn har bevist deres tankeløshed og overmod i deres iver efter at ligne ældst mest i deres blodring og allerhelst Modi og Magni. De fnys i mit gavlrum kender Frejdis sit til.” 

Mens de ældre jomslinger mere end få gange havde haft del i, at Vagnsønnerne endnu var ved helse og førlighed.  

”De hører hinandens tanker og er hinandens lemmer, mens ingen på Tissø klatrer hurtigere og højere og springer i samme bukkeham.” 

Gnisterne føg af ildstålet, og Vagn ulmede svært omgængeligt over sønnetalen, mens Sturlaug og Toke vekslede fædreminer over bordplanken.  

”Så sig mig igen om grøden er kogt ussel denne morgen, Vagn?” Arnulf skød skål og krus fra sig, så hårdt ørnevingerne baskede om ulvetænderne: ”Hvis du kan nøjes med en ørnekyllings sådanne bestræbelser, har vi en hvas og voldrig sommer foran os.” 

Spydblikket traf, men ulven greb det, så Jarngrim skilte læber. Og Vagn prustede ravnefjer for straks efter at trække i rorpinden: ”Det går vel an, hvalp. Hvor mange mænd slæbte du i land i nat, da I tumlede direkte til hvile, Ravnebærer?” Den mørke kriger ville nøjagtigt kende sin togtkraft overfor Tokes, og jomsfjæsene blev intense langs bordplankerne, nu den værste morgensult forekom dulmet. 

”Så mange som tofterne bærer det bedst.” Toke kendte gumlende sit skib til sidste nagle: ”Jeg har otteoghalvfjerds nordmænd med mig på Tveravn foruden Skúli, så vi er firs fra Norge, hvoraf de ti er valgt af min hird.”  

Gode folk, sådan Arnulf havde vurderet dem i midnatsmørket, erfarne og vejrbidte og velbevæbnede fjeldsønner med udlængsel i minerne og godt sammenhold. Tokes hånd lå åben på bordet, som handlede han guld uden dog at vinde nogen synderlig begejstring, for Vagn betragtede ham uudgrundeligt: ”Firs mand. Det er lige så pænt, som det er ringe for Erik Hakonsøn at prale ad. Dog følges jeg altid gerne med dig, og dit skib er havstærkt.” 

Pænt men ringe? Rolfs pande blev dyb, men Arnulf slap en kort latter, som ikke skød stiklinger: ”Du færdes mægtigt, Vagn. Min fredsbror bør ikke dræne Romsdalens forsvar og Erik Hakonsøns stridskraft for sin egen fornøjelses skyld, og du har ingen grund til at tænke lidt om Tveravns besætning.” 

”Hvor mange er I da fra Jomsborg?” Nu blandede Skúli sig nysgerrigt, og Jarngrim snittede hurtigst svaret: ”Flere end Norge har fjertet af sig, Thorsteinsøn, selvom ganske mange jomsvikinger er stævnet ud efter Novgorod for at bistå Dobrynya Nikitish i denne sommer. Dobrynya har længe haft svære skærmydsler langs Gardarigets nordre grænser og brug for forstærkning, og han og fyrst Vladimir ved, hvor meget en jomskriger er værd i sølv. Så Torkel den Høje holder Jomsborg, mens vi er to skibe afsted med Vagn.” Næven og jernhånden målte dem ud: ”Èt som Tveravn med firs kampfæller ved årerne, til gengæld er vi hundrede ti ombord på Jomsdragen, så du alt i alt følges med hundrede halvfems jomsvikinger.” 

Så smukt at Surt ville dreje sin ildhals og Hyrrokin hyle! Toke smilede varmt, og Skúli blussede af iver mod Arnulf: ”Gungners yngel! Og du, Tissøjarl? Der er så søgt, skønt kong Svend midlertidigt har tøjret din udlængsel?”  

Iltert forventede han, og Arnulf svang på bredvinger for stolt at skygge sin jomsborgjarl: ”To hundrede, Skúli Islandssøn. Firs på Søulven og tres på to andre langskibe. Regn selv det sammen og mærk dig tilfreds.” 

Ørnens genlyd! Egil Skallagrimssons sønnesøn havde lange fingre at tælle med, da han øvet remsede sit overblik: ”Firs nordmænd, hundrede halvfems jomsvikinger og to hundrede danere på seks langskibe. Det giver en flåde på firehundrede halvfjerds af Nordens ypperste krigere! Og en mindeværdig jarlesommer at tænke tilbage på.” Han lo, så Vagn ildevarslende stemte i, og højbordets fornøjelse smittede gennem hallen. 

”En blodsommer, kampfæller!” Sturlaug slog håndfladen i bordplanken og fik Hjaltis klasket oveni: ”En Odinssommer, Buesplint! Som vi skal lirke os snigsk ud i bag Svend Tveskægs lodne røv, at ikke han hører om ufredsulvens flugt oppe i Uppsala.” 

Flugt? Det ormeskarn! Arnulf strøg ham med ulveblikket, for Toke stivnede, som hyggede han sig pludselig ikke længere: ”Hvad mener du, Hjalti?” Han slap skeen og så sig foruroliget om: ”Er han da dér? Uden at vide, hvad vi har for?” Stemmen blev skarp: ”Er togtet da ikke aftalt med kong Svend, nu hans sønner skal med?” 

Nej, det ved Fenris! Skønt det måske burde være sagt en smule anderledes, når nu Svends fravær var så nyt for Toke, men Eirik forsikrede: ”Til blótdruk og flæskegilde i kong Olufs hal, og det bør ingen daneherre forstyrres i. Så stærkt du selv deltager, får Svend Haraldsøn kun det mindre at bekymre sig om.” 

”Dette er en sammensværgelse, Ravneslæber!” Hjalti grinede som på kvinderov: ”Svend Fletskæg tror, at han skal hente sine oplærte sønner på hjemvejen, og det tordenbrag har Rolf lovet at sætte skjold imod, når Tissø findes øde.” 

Rolf skrumpede ikke, men Tokes betænkelighed drejede en rambuk imod Arnulf, som voldfast rystede på hovedet: ”Ingen fosterfar giver sin konge svæklinge i løn for tillid, og ingen ætlinge af Danmark har stirret længere og mere længselsfuldt efter skibene end Harald og Knud.” Mens alt længst lå afgjort: ”Mine brølende ungtyre har to års slid og ihærdighed bag sig at blive belønnet for, så det oprør er vi enige om.” 

Jomsværingernes afgørelse. Vagn sad med jernvægt, blodringen ulmede, og hallens hird og krigere fulgte intenst med i samtalen. Kvinderne vendte sig, så stilfærdigt der blev på bænkene. Mens Tokes uvejrsdrag jog af omskiftelighed. Indtil nordmanden atter beslutsomt fandt fjeldgrund under ulveblodets ildstrøm: ”To års fred, Arnulf Stridbjørnsøn.” 

Jarlernes valg. Erik Hakonsøns ravnebærer drak af sit krus uden at blinke, mens Skúli tilkæmpet tavs lod til at finde sommerens kommende togtfæller uimodståelige. Rolf flyttede de knyttede næver ned under bordet, og Frejdis’ asynjeblik slog guldsvøb. 

”To års fred, Romsdalsjarl. Sidst det hændte, var jeg et barn, og mere har kong Svend ikke forlangt af mig.” Arnulf slog ørnebanneret ud over sommertogtet, så det rykkede i Tveravn og Søulven og Jomsdragen. Dog allermest i de forsamlede. Odins til ære! Et kvad måtte fødes: 

”Guder mindes gavers megin 

Gavner mand af troskabs hu 

Gror af gunst og mildnet grøde 

Giver mager trivsels gry 

 

Gæstfri herre gnystort søges 

Gjaldskjalsk hyldes skænkers hånd 

Griber genlyd, gyldner hærmænd 

Gavmild følges glødsk til glam 

 

Glad af gilders glæde er jeg 

Glitrer ildsk ved gengælds ven 

Guldkendt ødsel gød jeg kampglam 

Grim er gravkendt glemsels gru!” 

Brændende bryst, som ordene lyste op! Et øjeblik rungede tavshedens kølvand imellem stærke blikke. Men så langede Jarngrim hugst efter Sturlaugs levnede grødnødder i sit næste dristige skerov, hvorpå han splattede fangsten i Tokes skål, så det stænkede som klæbrigt sårmjød: ”Sikke et hærfang du får i år, høvdingesøn! Og hvilket jóleblót der venter i din dal til midvinter!” 

Læs videre i ULVEBLODET!

 

 

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

18.04 | 21:18

Ulveblodet udkommer først til oktober pga. coronaen, som har skabt mange tekniske problemer Men jeg begynder snart at tænke på bind 9

...
16.04 | 11:02

Hej Susanne. Hvornår udkommer Ulveblodet. Er du i gang med bind 9 Danestriden

...
30.03 | 08:28

Hej Flemming😊 Uhh, jeg bruger mange kilder! Læs bogen Nordboernes gamle religion. Men du kan også finde vældig meget på nettet😊 God jagt!

...
28.03 | 15:12

Jeg elsker alle dine små henvisninger til de mere sekundære personer i den nordiske mytologi. Kan du evt. henvise til en kilde hvor jeg kan finde detaljer?

...
Du kan lide denne side