Skjaldevandringer

Jeg finder alle mine fortællinger ude i skoven. Hele året i alt slags vejr. Jeg slipper hundene og hovedet løs - og så går jeg, går og går, uden at bestemme mig for noget, og uden at ville noget - men jeg lader skjaldemjøden strømme, mens jeg lytter til dens rislen og mærker efter - og jeg går aldrig forgæves.

Måske er det en afsluttet scene, der flyder i vinden. Måske dialoger eller relationer, der vender om for at se på mig. Eller også vandrer jeg, fordi jeg ingenting har og ikke kender retningen ... og så finder jeg den. Hver gang!

Skoven er der. Naturen. Farverne og lydene, men det er ikke sikkert, at jeg sanser dem, fordi jeg samtidig vandrer på en tusind år gammel sti et helt andet sted. Men hundene ved det godt. At de skal kikke efter mig. Standse og vente, når jeg pludselig står og skriver noter, for jeg holder ikke øje med dem, de er der bare. Og de er Arnulfs bedste venner, min Balder og min Tjalfe. 

På skjaldevandringerne ...

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

15.03 | 08:55

...
15.03 | 08:55

Kæmpestor tak!!! Dejligt at høre! Arnulf er udholden, så vi får se!

...
15.03 | 08:14

Du skriver så guderne føler sig underholdt og Midgård med.

...
15.03 | 08:14

Arnulfsagaen må aldrig stoppe. Godt, at jomslingerne/Garmhvalpene langsomt kan tage over, når den ”gamle” blodring plages af for meget af slidt og smerte.

...
Du kan lide denne side