I alle mine romaner er mine hovedpersoners tro vigtig for dem.
Vikingen Arnulf er tro mod den mytologiske guderverden i al dens mangfoldighed og en svoren fjende af Hvide Krist.
Ridderen Hialmar er glødende i sin katolske tro på
helgener.
Fiskerdatteren Susanna er jøde med alt, hvad det indebærer.
Som forfatter har jeg overværet adskillige vikingeblót, jeg har besøgt nonneklostre, og min kristendom er dækket ind under, at jeg som
uddannet pianist også tog en organistuddannelse og deraf nu ved siden af mit forfatterskab er musikansvarlig i Græsted Kirke.
Mine læsere har antaget mig for at være både både asatroende og kristen, og jeg har mange
gange siddet og vippet på stengærdet imellem Valhal og Himmerig og skålet med alle guderne :-) Lidt spøjst og uden tvivl stærkt forvirrende - men i virkeligheden vældig i tråd med det historiske menneskes møde
med forskellige trosretninger.
Og i Græsted kirke oplevede jeg en besynderlig hændelse, som jeg vil lægge ud her - ikke i forsøget på at omvende nogen til noget (!) - men alene fordi den ellers bare forsvinder, hvilket
ville være ærgerligt.
Jeg havde længe haft planer om at skrive Susannas historie, men jeg var godt klar over, at man ikke bør stikke fingrene i Bibelen uden at have en vis erfaring at stå på, og derfor udskød
jeg projektet nogle år. Da jeg nærmede mig afslutningen af Hialmar-trilogien, opdagede kirketjeneren i Græsted kirke en søndag efter gudstjenesten, at der var opstået et kors på alterdugen. Det var en gammel dug med mange
pletter, men det så ud til, at en dråbe spildt altervin havde spredt sig ud i korsform under nadveren. Hun og jeg undrede os noget, ikke mindst fordi korset lå helt vinkelret på alteret og gik imod vævningen i alterdugen, som
løb på skrå. Søndagen efter skete det samme, og nu kom vi op på tæerne! Vi løftede alle lysestager og dåser og tallerkener for at se, om nogle af dem havde et kors under bunden, men nej. Og det nye kors stod
ret over det gamle, helt vinkelret på alteret. Nu passede præsten vældig på ikke at spilde den følgende søndag og brugte en serviet under kalken - men alligevel skete det igen! Fire søndage i træk opstod der
kors på dugen under nadveren, med skiftende præster foran alteret, selvom vi strakte hals og alle nøje holdt øje under hele gudstjenesten. Nu måtte hele menigheden op og kikke med, og en af kvinderne udbrød: "Jeg tror,
det har noget med dig at gøre, Susanne. For korsene har samme form som det, du bærer om halsen." De år havde jeg altid et kopismykke af et gammelt middelalderkors om halsen, når jeg skulle spille i kirken. Gys!
Kirkegårdsfolkene
prøvede en dag at spilde en dråbe vin på dugen, for at se, om den trak ud i korsform, men det gjorde den absolut ikke. De fik skældud af kirketjeneren for svineriet, og vores ene præst blev ked af, at de uforklarelige kors tog
opmærksomheden fra nadveren. Efter at han havde udtrykt den ærgrelse, skete det aldrig igen.
En god ven sagde engang sagde til mig: Hvordan kan det være, at troende mennesker altid oplever mirakler, som knytter sig til deres egen tro?
Han havde f.eks aldrig mødt en kristen, der havde mødt Odin, og det kan han jo have ret i :-)
Men hændelsen gav mig skubbet til at begynde på Susannas bog, og her kan I se med og gøre jer jeres egne tanker. Jeg har lagt
tre billeder ud, som blev taget, lige efter at det trejde kors var opstået - sammen med tre billeder jeg tog for nyligt, efter at dugen har ligget gemt nogle år i skabet - hvilket desværre har afstedkommet en lidt udtværet streg hen
over det hele. Der står tre kors over hinanden og så ét for sig selv. Og kikker I efter, kan I på de første billeder se en gammel almindelig vinplet i det øverste venstre hjørne.
Er det et mirakel? Et under?
Et tegn? Eller svindel og religiøs overreaktion? Prøver jeg hermed at bilde nogen noget ind? Af hjertet ærligt: Nej! Men sært? Ja!
Og da vi ikke er katolikker, blev Græsted ingen valfartskirke, og den plettede dug blev
skiftet ud med en pæn ny og den gamle lagt i skabet, og ingen gjorden nogen virak ud af det eller taler om det i dag. Og se - DET er næsten det særeste!