I alle mine romaner er mine hovedpersoners tro vigtig for dem.
Vikingen Arnulf er tro imod den nordiske guderverden i al dens mangfoldighed og en svoren fjende af Hvide Krist.
Ridderen Hialmar er glødende i sin katolske tro på
helgener.
Fiskerdatteren Susanna er jøde med alt, hvad det indebærer.
Jeg har deltaget i vikingeblót, og jeg har besøgt nonneklostre, jeg har overværet sejd, og jeg kender folkekirken indefra. Som uddannet pianist
og senere også organist er jeg musikansvarlig i Græsted kirke ved siden af mit forfatterskab.
Mine læsere har antaget mig for at være både både asatroende, katolsk, ateist og kristen, og jeg har mange gange siddet
og vippet på stengærdet imellem Valhal og Himmeriget og skålet med alle guderne :-) Lidt spøjst og uden tvivl stærkt forvirrende - men i virkeligheden vældig i tråd med det historiske menneskes møde med forskellige
trosretninger.
Jeg har stået i vikingeringborgen Trelleborg og mærket det pludselige vindbrus igennem græsset på en ellers helt stille højsommerdag, da Njord - vindens gud - blev påkaldt under et blót. Jeg
har set en stor sølvtorshammer, der var bøjet helt sammen af et sværdslag, som den havde beskyttet en hals imod. Og i Græsted kirke oplevede jeg en virkelig besynderlig hændelse, som jeg vil lægge ud her - ikke i forsøget
på at omvende nogen til noget (!) - men alene fordi den ellers bare forsvinder, hvilket ville være ærgerligt.
Jeg havde længe haft planer om at skrive Susannas historie, men jeg var godt klar over, at man ikke bør stikke
fingrene i Bibelen uden at have en vis erfaring at stå på, og derfor udskød jeg projektet nogle år. Da jeg nærmede mig afslutningen af Hialmar-trilogien, opdagede kirketjeneren i Græsted kirke en søndag efter gudstjenesten,
at der var opstået et kors på alterdugen. Det var en gammel dug med mange pletter, men det så ud til, at en dråbe spildt altervin havde spredt sig ud i korsform under nadveren. Hun og jeg undrede os noget, ikke mindst fordi korset lå
helt vinkelret på alteret og gik imod vævningen i alterdugen, som løb på skrå. Søndagen efter skete det samme, og nu kom vi op på tæerne!
Vi løftede alle lysestager og dåser og tallerkener
for at se, om nogle af dem havde et kors under bunden, men nej. Og det nye kors stod ret over det gamle, helt vinkelret på alteret. Nu passede præsten vældig på ikke at spilde den følgende søndag og brugte en serviet under
kalken - men alligevel skete det igen!
Fire søndage i træk opstod der kors på dugen under nadveren, med skiftende præster foran alteret, selvom vi strakte hals og alle nøje holdt øje under hele gudstjenesten. Nu
måtte hele menigheden op og kikke med, og en af kvinderne udbrød: "Jeg tror, det har noget med dig at gøre, Susanne. For korsene har samme form som det, du bærer om halsen." De år havde jeg altid et kopismykke af et gammelt
middelalderkors om halsen, når jeg skulle spille i kirken. Gys!
Kirkegårdsfolkene prøvede en dag at spilde en dråbe vin på dugen, for at se, om den trak ud i korsform, men det gjorde den absolut ikke. De fik skældud
af kirketjeneren for svineriet, og vores ene præst blev ked af, at de uforklarelige kors tog opmærksomheden fra nadveren. Efter at han havde udtrykt den ærgrelse, skete det aldrig igen.
En god ven sagde engang sagde til mig: Hvordan
kan det være, at troende mennesker altid oplever mirakler, som knytter sig til deres egen tro? Han havde f.eks aldrig mødt en kristen, der havde mødt Odin, og det kan han jo have ret i :-)
Men hændelsen gav mig skubbet til
at begynde på Susannas bog, og her kan I se med og gøre jer jeres egne tanker. Jeg har lagt tre billeder ud, som blev taget, lige efter at det trejde kors var opstået - sammen med tre billeder jeg tog for nyligt, efter at dugen har ligget
gemt nogle år i skabet - hvilket desværre har afstedkommet en lidt udtværet streg hen over det hele. Der står tre kors over hinanden og så ét for sig selv. Og kikker I efter, kan I på de første billeder se
en gammel almindelig vinplet i det øverste venstre hjørne.
Er det et mirakel? Et under? Et tegn? Eller svindel og religiøs overreaktion? Prøver jeg hermed at bilde nogen noget ind? Af hjertet ærligt: Nej! Men sært?
Ja!
Og da vi ikke er katolikker, blev Græsted ingen valfartskirke, og den plettede dug blev skiftet ud med en pæn ny og den gamle lagt i skabet, og ingen gjorden nogen virak ud af det eller taler om det i dag. Og se - DET er næsten
det særeste!