ARNULF SAGAEN

                                                              

Arnulf sagaen er en drønspændende vikingeserie på foreløbig fire bind. Den nordiske historie om magtspil og ambitioner oprulles her i al sin storladne skønhed og gru, og sagaen er en tour de force igennem vikingetiden i årene omkring årtusindskiftet. Fiktion blandes med historisk arvesølv, mens Arnulf vokser fra at være den iltre unge mand, vi kender fra sagaerne, til at blive en erfaren og berejst kriger og jomsviking med ansvar for viv og børn. 

ARNULF - første bind af Arnulf sagaen (den samlede genudgivelse af Arnulf - Veulf)

Den unge viking Arnulf er vild som ørnen og ulven, der har givet ham navn. Han længes efter udfærd og dåd, men da broderen Helges skib vender blodvædet hjem, knuses alle planer. Blind af sorg gør Arnulf sig skyld i både misgerning og forbrydelse og må flygte over hals og hoved med en norsk træl. Færden bliver farefuld, dramatisk og omtumlet. Plyndringstogt, kongemøde og blodige kampe venter forude, og Arnulf støder på vikingerne fra Jomsborg. Hos så rå og hærdede krigere er det ikke let at blive anerkendt, for de kender krigens vilkår og tåler ikke svaghed. Vikingetiden oprulles i al sin storladne gru. En tid, hvor venskab og slægtsbånd var altafgørende, og hvor overlevelsen krævede svære valg.

JOMSVIKINGEN - andet bind i Arnulf sagaen:

I år 993 sejler jomsvikingen Arnulf Ulveblod og hans fem blodbrødre til England, hvor Svend Tveskæg og Olav Tryggvason har forenet deres skibe til en vældig flåde. Kong Æthelred trues, og Arnulf bliver inddraget i de mægtige mænds magtspil og egensindige planer. Belejring, kamp, had og bedrag. Både ydre og indre fjender lurer, og andet end samhørighed trives blandt så stolte, viljestærke krigere. Jomsvikingerns mod møder respekt, men Arnulf er født med en hvas tunge og brændende blod, og det er ikke let at holde fodfæstet, når også ansvaret for viv og børn tynger oveni begivenhederne. Men kun den, som sætter sejl, fanger vind!

ODINSULVEN - tredje bind i Arnulf sagaen:

Arnulf vender hjem til Norge som en jaget mand, og han får ikke lov til at hvile længe. En voldsom nat bliver begyndelsen på en lang rejse mod et fjernt og mægtigt rige: Gardariget med hovedstanden Kiev, hvor fyrst Vladimir hersker med vikingeblod i årene. Had og gengældelse avler mægtige fjender, og Arnulf må langt af led i sin søgen efter retfærdighed, men Odins udvalgte kender ikke til nederlag. For sovende ulve vinder intet, og alt godt kommer til den, der går ud og tager det!

FENRISFÆRDEN - fjerde bind i Arnulf sagaen:

Arnulf vender efter sin voldsomme rejse til Kiev tilbage til Norge, hvor oprøret ulmer. Hakon jarl er trængt af sine landsmænd, og kongeætlingen Olav Tryggvason tør stræbe stort, mens også Odin og Hvide Krist dyster om magten. Gammelt fjendskab blusser op, og begivenhederne sender Arnulf ud på en islandsk ulvefærd, som river mange skæbner med sig. Krigerblodet brænder, og han træder ikke blandt milde mænd. Den store nordiske fortælling fortsætter!

Flere bind er planlagt. Femte bind kommer til at hedde BLODRINGEN.                                                

 

                                                       HVORFOR VIKINGER?

 

 

                                                           Fæ dør, frænder dør,

                                                           selv dør man til sidst.

                                                           Men ryet aldrig dør,

                                                           hvor det er vel vundet.

 

Jeg blev ramt af en fuldstændig overrumplende og brystbrydende stolthed den eftermiddag, jeg stod på Havhingstens dørk, mens langskibet gled ind ad fjorden og frem mod Frederikssund! Jeg blev grebet af en storhed, der var så enorm, at den sprængte tusind års afstand og rakte hånd til alle mine forfædre og fordums slægter, mens jeg intenst mærkede vinden og skibets bevægelser og tårernes trykken. For dér stod de jo! Min mand, mine fire børn, mine hunde, en håndfuld vikingevenner og alle de andre, som var mødt frem for at byde velkommen til vores nationale stolthed og symbolet for hele folkesjælens udlængsel og ukuelige nysgerrighed: Skibet!

Engang kom besætninger sejlende hjem på den måde efter måneders farer og oplevelser med lasten fuld af sølv, skader og sorg, alt efter færdens udfald, og jeg mærkede deres rørte glæde og savn, åh jo, vist mærkede jeg det! Selvom jeg godt nok bare havde fået lov til at sejle med fra Samsø i min egenskab af at være sagaskrivende forfatter … men alligevel.

Jeg mærkede det også den nat på bakken over fjorden, hvor en vikingeven navngav mit sværd, Skjaldgar, og indviede det til guderne i blótringen. Da han vendte sig med ilden i ryggen og rakte den blinkende klinge frem på håndfladerne, så jeg kunne gribe om hæftet, og da jeg … tog det!

Hvad er det med de vikinger? Hvad vil de os? Og hvorfor rejser de sig alle vegne netop nu?

De islandske sagaer er blevet nyoversat, Nationalmuseets vikingeudstilling har været i London og Berlin, og der skyder vikingemarkeder og vikinge-events op i hele landet i en sådan grad, at rejseguiden Lonely Planet med den begrundelse sidste år gav Danmark femtepladsen over alverdens rejsemål. (En amerikansk turist skal have spurgt, om vi har de samme problemer med vikingerne, som de har med indianerne?) Bernard Cornwells vikingeserie har gået sin litterære sejrsgang, og nu vil BBC filmatisere den, mens Zentropa og Nordisk film vil lave Røde Orm, og Leonardo DiCaprio vil indspille King Harald, for ikke at nævne HBO’s Vikings, nordmændenes Northmen, og planerne om en Beowulf-serie og en Erik Menneskesøn-filmatisering. Dertil kommer alle de vikingeinspirerede filmatiseringer såsom Game of Thrones, Merlin og alle hobbitterne.

Vi kan ikke bare få nok! For vi elsker Tolkiens Midgård med alle dets drager og helte, orker, dværge og væsner, men kæreste venner! Danmark ER jo det virkelige Midgård! Og vi har haft masser af drager (spørg bare Sigurd Fafnersbane og Regnar Lodbrog) helte (som her slet ikke er plads nok til at remse op) orker (jætter) og dværge (som Odin har navngivet, så Tolkien havde noget at stjæle af) og væsner (småfolk, stedlige, diser, vætter, alfer, underjordiske osv. osv.).

Vi er blevet trætte af at glo ind i en skærm, at skulle præstere, at zappe på twitter og facebook og instagram, at finde os i fastfood og ligegyldige tv-shows og tårnhøje forventninger. Vi mærker leden og udmattelsen og kedsomheden og begynder at lytte dybere efter andre stemmer, som findes, men som alt, alt for længe er blevet overdøvet.

Røddernes hvisken. Samhørighedens kald. For der var engang … engang, og det kaldte Astrid Lindgren for ”eventyrernes, sagaernes og lejrbålenes tid”, og deraf fødtes den nye viking i det 21. århundrede. Den nye viking, som ville se ind i sine fæller og frænders ansigter, opleve ilden i natten, høre historierne, lege på tværs af generationerne og helt grundlæggende opleve noget andet. Et sted hvor status er ligegyldigt, og hvor den, du ellers er, ikke er vigtig. Reenactment-miljøet blev født! Og det blev levende. Og det voksede sig stort. Jættestort.

Reenactment? Hvad er da det? Reenactors er mennesker, der søger tilbage for at genoplive og videreformidle historien. Ikke kun som vikinger, for de kommer også fra middelalderen, fra den amerikanske borgerkrig, det gamle Rom, de første skyttegrave, nybyggertiden, hvad som helst – men i Danmark er de mest vikinger. Det er dem, der fægter og synger og rider og danser og handler deres håndværk på vikingemarkederne, og som opfører drabelige slag og tvekampe. Det er dem, der støber bronze og væver hjemmespundet og hjemmefarvet uld og skærer træ og horn og ben og træner med stålvåben og brygger mjød hele vinteren og tænder deres esser med kul, og som bruger weekender og ferier på at slå deres telte op og mødes historiske steder, hvor de kan mærke fortiden og hinanden: Trelleborg, Ribe, Moesgaard ved Århus, Roskilde, Nyborg, Jelling og i mange, mange andre byer.

Nogle gribes af stemningen og hyggen og sammenholdet og fremfører overdådige vikingespil med flere hundrede medvirkende, andre lærer sig et håndværk fra grunden, spørger sig frem og øver sig længe, mens de tygger nordisk mad og skåler i nordisk øl. Nogle slutter sig sammen i krigerfællesskaber og genoptager fordum tiders æresbegreber og stræben og broderskabsfølelser. Nogle tatoverer sig med ormeslyng, torshammere og solhjul. Og nogle lytter så langt og så hudløst, at de begynder at kalde på de gamle guder, at række hænder til fortiden, at ære dem, der var, og respektere kraften i den levende natur, i kilder og sten, og de stiller sig i en ring under jævndøgn og solhverv, og de hylder Freja og Odin og Heimdal og hvem, de nu ellers særlig har brug for, mens de mindes deres døde med værdighed.

Sker alt dette kun i Danmark? Det forbløffende svar er nej! For der er vikingegrupper i Tyskland, i Polen, i USA, England, Rusland, Canada, Australien, ja, snart sagt alle vegne, og de linker sig til hinanden på facebook og gennem hjemmesider, og de mødes om sommeren og udveksler erfaringer – og de vokser. Mens det første gudehov (tempel) i tusind år rejses for de gamle aser på Island.

Det ligger i tiden! Vi vil være stærke, vi vil være lige så individuelle som fælles, og vi vil kunne kæmpe for det, vi holder af og tror på! No more shit from nobody. Mænd vil være rigtige mænd og fægte med rigtige våben iklædt rigtige brynjer, så skjoldsplinterne skal samles sammen efter kampen, og de kan opnå rigtige ar, for ikke flere latexsværd! Og kvinderne vil med i kampen som skjoldmøer og valkyrier, og de vil vinde lige så megen ære og lige så mange skrammer og buler og blå mærker og drikke lige så meget øl!

Vikingekvinder kan ikke kues, og mændene respekterer dem. Muligvis også som krigere og muligvis ikke – det kan historikerne altid slås om – men én af dem opnåede den højeste ære og blev brændt på sit skib efter sin død på Island. Engang. Sagaerne myldrer med stærke, handlekraftige og egenrådige kvinder. Og med snedige, lattermilde børneværnere. Og kvinder, der blev trætte af deres mænd og derfor skilte sig fra dem.

Var de da en slags ideal-mennesker? Vikingerne?

Åh, nej, på ingen måde. De elskede og længtes nøjagtigt som vi, men de dræbte andre uden at blinke. De holdt deres ed og overgav sig aldrig og var trofaste til døden, - i alle fald lige indtil en anden jarl eller konge betalte dem bedre. De foragtede ikke en mand, fordi han var fattig, men de holdt samtidig trælle. Og de skabte den ypperste skønhed, de smukkeste ornamenteringer og de mest sindrige vers, men de røvede og ranede og spredte død og rædsel. De havde ikke opfundet humanismen og næstekærligheden og medmenneskets ret og ukrænkelighed, men Odin havde lært dem at opføre sig godt og klogt og forstandigt gennem sit Hávamál. Vikingerne agerede historisk og var, som de var, og ikke som vi ville ønske, at de havde været. De handlede i livsfarens nærvær og under overlevelsens fortegn, og de var hverken onde eller gode, ligesom at Fenrisulven nok er grum men samtidig en nødvendig kaoskraft. De havde det svært med Hvide Krist, da han kom og ville overbevise dem om ydmyghed og tilgivelse, og selvom vor brave kong Harald satte sin Jellingsten på højkant, så fortæl mig, om vi i dag straks ville konvertere, hvis dronning Margrethe proklamerede fra sin balkon, at hun nu havde besluttet sig for, at vi skulle være muslimer? Trosskiftet tog tid. Megen tid. Generationers tid. Nogle påstår i dag, at det aldrig helt lykkedes, selvom meget har ændret sig. Man havde plads nok til flere guder, og der var en tillid til hinanden, som overlevede i et helt årtusind. En tillid, der stadig er overraskende stærk, når man sammenligner den med andre folkeslag. For vi byggede engang et samfund, og vi havde kun tillid at snøre det sammen med. Det er en bedrift at bygge et skib, for det kræver lang tid og stor organisering og megen kunnen og erfaring, og det kræver den yderste troskab og loyalitet og et eminent samarbejde at stævne ud mod det ukendte med hinanden og vove livet og familiens fremtid. En mand er nøgen, hvis han ikke har en bror i ryggen, formanede Odin, der også mente, at det gjaldt om at stå tidligt op, hvis man ville stræbe efter en anden mands liv eller eje. Sjældent får en liggende ulv et lår eller en sovende mand sejr, og vikingerne sov ikke. Det var godt, at man inden afrejsen kunne hænge en beskyttende torshammer om halsen på sin kvinde, nu hun skulle værne børn og gård så længe. Mændene selv behøvede dem sjældent. Viser gravfundene.

Og så roede de ud og satte sejlene. Tog England. Pissede op ad Paris. Byggede Rusland. Bosatte sig på Island og på Grønland. Bar rubinøreringe i Konstantinopel. Fandt Amerika. Alt det krævede, at hver mand holdt ord og stolede på sin fælle.

Giver det mening? Giver det svar på, hvad de vil os? Er det derfor, de rejser sig igen? Eller handler det i virkeligheden bare om romantik og nationalisme i en forvirret, skræmmende globaliseret samtid? Vikingerne tænkte næppe på nationalisme, når de slog sig ned så mange steder i verden og stiftede familie og byggede en gård, en by, en havn og et samfund, mens de blandede gener med lokalbefolkningen. Og de tænkte næppe heller meget på hårfarve, undtagen når trællene skulle sælges østpå, for dér kunne de lyse trælle indbringe mest, så sælg endelig fjenden!

Sjovt nok begynder moderne vikinger ofte at handle historisk, når de sætter sig på forfædrenes pladser. Når de kappes om ilden i hallen eller taler tæt over gløderne. Når de grupperer sig på skibet med de mest udholdende i stævnen, hvor kulden er værst og blæsten hårdest, eller når de bliver enige om, at det er tungt at ro tavst. For så må der historier og latter til. Eller når krigere med trampende hjerter beslutter sig for, at flængen skal brændes med en glødende sværdspids efter kampen - ligesom dengang.

Jeg mødte Arnulf, da jeg første gang lagde hånden på Havhingsten, inden skibet endnu var søsat. Jeg følte bordgangenes udlængsel og sug efter havet, og jeg så tres hærdebrede, skæggede vikinger i øjnene, da det med ét vendte sig på tofterne og stirrede på mig med et énstemmigt krav: DU skal skrive vores historie! Mig? Ja!                                                                                                                                                                                                                                                                                 Den ed aflagde jeg den dag og strøg på biblioteket for at rydde alle hylderne for vikingefaglitteratur og ikke mindst inde på børneafdelingen, for dér havde bøgerne billeder. Skulle jeg kvæde mine forfædres historie, så skulle det gøres, så de kunne være ordene bekendt.

Jeg læste og søgte på nettet, pløjede Edda-versene og mytologien igennem og vægtede lyst og tro mod hinanden. Sagaen måtte være hudløs ærlig. Karsk, barsk og realistisk, intet måtte lægges til og intet trækkes fra, en læser måtte kunne føle og græde med Arnulf, skrige, lide, elske og dræbe, og alle moderne hensyn måtte fejes af bordet sammen med enhver snak om humanisme, sympati og retfærdighed, for ikke alt er spiseligt, når det sættes op imod livsfarens nærvær og striden om overlevelse. Arnulf skulle agere historisk. Så hvordan var de? De, som slog ihjel uden at blinke, holdt trælle og ikke knælede for hverken guder eller konger? De, som skabte slyngkunst og ornamenteringer, hvis lige aldrig er gjort efter, og som digtede med en saft og kraft, der aldrig siden lod sig udtørre, som elskede og lægtes og anså mænd og kvinder for lige agtværdige?

Jeg ville skabe min sagaviking og hamre ham dybt ind i arvesølvet og lade fiktionen gå i symbiose med alt det virkelige, og Arnulf lod sig nok føde men absolut ikke styre! Rasende vred han sig i mit greb, udspyede galde og stak af, og andet kunne jeg ikke gøre end at følge ham med runehammeren rede, råbende hvad jeg nu syntes han burde, men se om han hørte efter!

Jeg fandt en arkæologistuderende, tjekkede maritime kundskaber ud på vikingeskibsmuseet, gik på vikingemarkeder og opsøgte en asatroende for at lære at blóte på oldnordisk, men det var ikke nok, slet ikke.

For heltene, de virkelige helte, hvad med dem?

Jomsborg bliver valgt. Jomsborg, nordens første elitære krigersamfund hvor kvinder er bandlyst og ingen viger for nogen eller noget, thi min saga skal ikke handle om handel og fredelig sameksistens, kunsthåndværk og drageudskæringer. Bag Arnulf står kong Arthur og ridderne om det runde bord, Robin Hood og Caribiens samlede pirater, jeg vil skrive drengerøvsromaner, far-søn-litteratur, så bare hid med et sværd!

Kampgruppen Ulfhednir bor i en kælder i Torsgade, og da uvejret er tæt nok og novembermørket blæser skæbnetro ind under frakken, opsøger jeg de rockerlignende krigere med hjertet hamrende helt oppe under tungeroden. Det her er ikke rollespil. Ikke hyggeonkler med Røde Orm-drømme. Det her er mænd af gammel Stærkodder-sæd, og de kæmper med stålvåben så skjoldsplinterne flyver og skal fejes sammen bagefter. Jeg finder sæde i et hjørne med ryggen trygget helt ind i væggen, og pennen går, mens blå mærker vokser frem på arme og ben, og mænd pustende sunder sig i krogene. Sved drypper ned på gulvet foran mig. Hvad jeg egentligt laver her? Svarkræverens hjelm er kantet med sølvstriber, klingen i pansernæven navngivet med sejd, og hans blik svæver højt over min sammenkrøbne skikkelse med notesblokken. Godt spørgsmål, men Sesam, Sesam, alle døre kan åbnes med den magiske Gandalf-formular: ”Jeg er ved at skrive en bog”. Stærkodder hedder pludseligt Peter, og hvis jeg ellers vil drikke øl med ham, har han ét og andet og fortælle. Og det har Christoffer også.

Kampmanualer, videoer, timelange samtaler om angreb, krigertanker og linjekampsstrategi. Jeg vil også have et sværd og køber det på et vikingemarked af nogle polakker. Får senere pligtskyldig også en våbentilladelse.

Siden opsøger jeg The Jomsvikings og går til træningsweekend i Bjarnes hal, hvor en hængt munk dingler oppefra hanebjælken, og krigerne tramper mark efter mark til mudder i silende regn. Jeg møder dirrende The Dark Lord og lærer om kamp fra de udvalgte og overværer både troskabsed og helteleg om ilden.

Jomsborg, her kommer jeg!

Men … Hm. Hvordan var det nu lige Jomsborg så ud? Selv ikke i middelalderen kunne de bygge, som det påstås i sagaen. Nu trænges der til seriøs professionel hjælp. For alvor.

Han hedder Kåre Johannessen, er forhenværende inspektør for intet ringere end Trelleborg ved Slagelse, har skrevet stribevis af bøger om vikinger og middelalder og til tider halter han, som den første mand i tusind år efter at have knust et knæ ved at have rekonstrueret og deltaget i boldspillet knättleikr – det spil der i en saga beskyldes for at have forårsaget seks mands død på en enkelt dag. Kåre kan ikke få hænderne ned af begejstring, og siden har vi spillet knättleikr frem og tilbage på ord, roman efter roman. Han bliver min rådgiver, min Mimer og trofaste tovholder, min inspirator og aldrig svigtende høviske vejleder. Han lærer mig at slå holmgangstjasner i jorden med hovedet mellem benene, at elske Falstaff og hugge halsen over på grever, og han står og hujer og hepper i alle de seks uger jeg med sværdet hvilende over lårene kæmper sammen med Arnulf og jomsvikingerne mod  Hakon jarl i det støre søslag ved Hjørungevåg. Det søslag, hvor Arnulf hedder Veulf.

Vi ved, hvad helteværk er, Kåre og jeg. Og hvad det ikke er.

Men krig er ikke det hele. Kvad må der til, for enhver sagamand kan kvæde, og naturligvis også Arnulf, selvom det uomtvisteligt er at sætte måsen i klaskehøjde at vove forsøget. Men jeg gør det! Højtlæser, synger og deklamerer vers efter vers for køkkenvæggen og hunden, kæmper mig igennem Odins Havamál på oldnordisk uden at forstå en fløjtende fis, higer og søger og finder en skjald i Jylland, som kender til smagen af Suttungs mjød. Sproget udvikler sig, bugter sig om mig og vrider sætninger og ord fra hinanden, så jeg ikke længere fastfryser mit modersmål eller kan huske min retskrivningsordbog. Min styrke er, at jeg i virkeligheden er flygelbetvinger, toneviertuos, uddannet klassisk koncertpianist med solistdebut og alting, og nu galdrer jeg frasering, rytme og klang over i ordene og lader det hele eksplodere. Bruger fuldt sprog, kaster de gamle kraftfulde vendinger og glemte ord på færd, kløver og spalter og sætter sammen på ny eller opfinder hvad jeg mangler, frodigt er det, svært tilgængeligt for somme, men berigende for andre, dette er ikke fast food, det er litteratur! Kvadsprog. Vikingesprog. Ude i min have begynder grå spøgelser med hjelme og skjolde at trygge næserne flade mod ruden, mumlende og befippede.

Jeg, Susanne Clod Pedersen, gjorde Arnulfs saga! Men til hvem?

Til os! Til alle os danere, der aldrig aldrig må glemme hvad vi er skabt af! Missionen som Daneskjald buldrer i blodet, så døm selv, for du har magten til at bringe kvad og hensigt videre, til at vurdere og veje, til at glædes eller rystes, godkende eller forkaste.

Og er det ikke det, alle de unge sagahelte gør? Stiller sig foran kongen, hvem end han er, og kvæder deres hjerteblod ud over gulvet, indtil de tier og med nedslaget blik afventer dommen? Arnulf gør det. Foran Svend Tveskæg. Og jeg gør det! Foran alle, der vil lytte, for tusind år gik – men nu! Nu vender vikingerne tilbage!

 

 

                                                        Fæ dør, frænder dør

                                                        Selv dør man til sidst,

                                                        Èt ved jeg, der aldrig dør,

                                                        Vikingen i vores blod!

 

 

                                                       FØRSTE KAPITEL AF ARNULF:

 

 

Arnulf standsede på toppen af højen og stirrede ud over sundet. Solen var gået ned, men himlen var

stadig rosafarvet der hvor den havde taget afsked med horisonten, og vandet var vuggende roligt. En stime fisk blinkede i havoverfladen, og Arnulf afsøgte intenst hver en krusning med blikket, men ikke den mindste båd var ude og forstyrre sundets aftenro og han fnøs skuffet. En let aftenbrise hviskede gennem det friske vårgræs, og mørket begyndte at liste sig ud af skoven bag bygden. En hund gøede, og Aslak skibsbygger råbte til sine svende nede ved stranden, hvor øksernes klang forstummede ved den nykløvede egekøl. Kvældsgrøden kogte over de mange ildsteder i husene, og dagens gøremål blev i al fredsommelighed gjort færdige mellem husene. Væve og kurve blev løftet ind, det sidste brænde kløvet og dagens fangst af fisk hængt til tørre, mens smeden hamrede et øksehoved færdigt ved essen. En flok drenge smed deres træsværd og gav sig til at drille nogle piger der bar kød fra forrådshytten, og Fin Bue klaskede sin kone bagi, da han skridtede forbi med tre nedlagte harer over skulderen. Trud stod med hænderne i siden og skændte på sin yngste træl, men gammel-Olav lagde sig imellem med sindige bevægelser, og Trud lod sin harme gå ud over ham, mens trællen duknakket hastede væk. Ingen så ud til at have travlt med at komme indendørs til spisning, for luften var så berusende mild, og det nyudsprungne grønne så lindrende at se på efter den gråhvide vinter.

Arnulf strøg det lange hår fra ansigtet og kneb øjnene smalle. Det var for sent nu. Helge ville ikke komme glidende hjem på sort vand, han ville vente og lade solskinnet glitre i mændenes brynjer og våben og kaste lyn over hans nyerhvervede rigdomme. Ved ankomsten efter en plyndringsfærd ville han altid stå helt fremme i stævnen på sit drageskib med kappen kækt kastet tilbage, og hans udslåede arme ville være tyngede af sølv, når han stolt råbte sin fars navn. Stridbjørn ville møde ham med de store bronzebeslåede drikkehorn fulde af mjød, og de ville drikke hinanden til straks Helge fik sat foden på land. Så ville Helge falde Rolf om halsen og løfte sin mor op, som vejede hun ingenting, og bygdens kvinder ville få glød i øjnene og røde kinder. Børnene ville flokkes om de hjemvendte krigere og beundre deres erobringer og nye ar, og trællene ville give sig i kast med at stege og koge. Stridbjørns langhus skulle genlyde af sang og latter, og Helge ville sætte sig ved højsædet og berette om årets togt, så de mindste gysende måtte søge til deres mødre. Og når alle langt ud på natten endeligt var dejset om i fuldskab med maverne udspilede af flæsk og øl, så ville Helge vende sig mod Arnulf og række ham sin sværdarm, og de ville brydes med stærke blikke. Sidste år havde Helge ment, at Arnulfs greb blev dueligt nok til våren, og han havde lovet at bringe et brugbart sværd med hjem til ham.

Et suk løsnede sig. Så blev det heller ikke i dag! Det trak langt ud, det vinterophold i kongsgården, men aldrig før var en mand af Stridbjørns slægt blevet inviteret til gæstebud hos kongen selv, og Helge måtte pleje sit ry og øge sin ære. Snetiden var for længst forbi, og lam og kalve diede på marken, og ingen anden kold tid havde forekommet Arnulf så lang og dyster som den i år!

Et sidste mågeskrig blev kastet over bølgerne. Han fulgte havfuglens lave flugt med øjnene og mærkede hvordan dens kalden fik blodet til at løbe raskere i årene. Det var havet der trak i ham, havet der rullede en brænding af saltvand ind i hans lemmer og lod en rastløs længsel slide hans ro i trevler. Helst rev hjertet sig løst i brystet og kastede sig ud med tidevandet, og helst jog han med stormen væk fra kysten og de langvingede havfugle. Mågerne skreg højt dette forår. De æggede ildsindede mænd til dristig færd, de kaldte på vilje og mod, og de råbte til hinanden at det nu var Arnulfs tur til at pløje søen. Han knyttede hænderne hårdt. Sammen med Helge skulle han stævne ud og vende Egilssund ryggen, sammen med Helge!

Arnulf lukkede øjnene og spilede næsefløjene ud. Saltet var skarpt i luften, der var kraft i urt og jord og hjertet hamrede. Han ville vende sig og gå men fik så øje på Frejdis nede hos køerne på strandengen på den anden side af højen. Hun sad med ryggen til ham og malkede den enhornede ko med øvede tag. Det lyse hår flød som guld ned ad ryggen på hende, og hun havde trukket særken op over knæene for ikke at plette den med strintende mælk og rullet ærmerne op til albuerne. Arnulf smilede og blev let på foden. Frejdis havde kinden presset op mod den plettede koside, og hendes vinterblege hud lyste mod jordens nygrønnede græs. Hofterne rundede særken, og Arnulf mærkede en hed svulmen i skridtet. Han kunne aldrig se på Frejdis, uden at hans manddom rejste sig og stod som selveste Odins spyd. De hofter havde Freja givet hende, blot for at mænd skulle hige efter at gribe om dem!

Arnulf trak sig hurtigt tilbage og løb adræt rundt om højen for at komme ind på hende. Frejdis havde ikke set ham, og vindens raslen i græsset og køernes gumlen og riven gjorde det let for ham at snige sig frem. Hun nynnede. Melodien kendte han, for han havde selv lavet den. Særken var næsten gledet helt fri af den ene skulder, og det dunkede hidsigt i Arnulfs underliv ved synet. Den blide vårsol havde endnu ikke fået bugt med den sårbare lyse hud, og blødere hud end Frejdis fandtes ikke! Den fik selv svanedun til at synes grove. Han gik ned i knæene. Den enhornede drejede hovedet og så spørgende på ham, og Arnulf sprang som en los, før den nåede at afsløre hans komme.

Frejdis gav en hvin fra sig, da han greb hende om skuldrene og væltede hende om i græsset, mens mælken sjaskede opad de bare ben. Han trykkede hende ned mod jorden og fangede ubesværet de fægtende arme. Frejdis øjne lynede, og hun rystede arrigt håret fra ansigtet og forsøgte at slide sig løs: ”Slip mig, din liderlige plag!”

Arnulf lo og satte sig overskrævs på den varme vridende krop: ”Jeg fik lyst til mælk!”

”Du er splittergal! Nu er mælken jo spildt! Lad mig øjeblikkeligt komme fri!”

Hun bed ud efter ham men kunne ikke nå og måtte nøjes med rasende at ligge og pruste. Arnulf slap hendes hænder og så på særkens halsudskæring, der blev rundet af hendes velformede frodighed. Han rakte ud efter brysterne, men Frejdis slog hans hånd væk: ”Du er tung, jeg kan ikke få vejret, flyt dig!”

”Jeg bliver vild hver gang jeg ser dig!”

”Du er født vild, Arnulf Stridbjørnsøn!”

Frejdis skubbede til ham af al magt.

”Mærk her hvor hård jeg er!”

Arnulf gled ned i græsset og skød underlivet frem imod hende. Frejdis satte sig op og stødte ham irriteret væk: ”Der løber hingsteblod i dine årer, men jeg er ikke din hoppe!”

Han greb fat om hendes våde fod med en fast hånd og slikkede mælken af anklen: ”Det hænder at de unge hingste bestiger de hopper der forvilder sig væk fra flokken!”

Frejdis forsøgte at trække foden til sig, men Arnulf holdt fast og lod tungen løbe op mod knæet.

”Jeg er ikke væk fra flokken! Jeg er ved at malke, og nu har du hældt halvdelen af mælken ud af spanden! Min mor bliver vred! Og du kan godt holde op med det der, tænk hvis nogen ser os, din bror for eksempel.”

 Arnulf sugede begærligt mælk af huden og nappede i hendes faste underben: ”Min bror? Hans skib er endnu ikke set på sundet.”

Frejdis greb fat i hans hår og trak hovedet væk fra sit ben: ”Ikke Helge, din suttekalv, din anden bror, Rolf.”

Arnulf rykkede sig fri og lod fingeren følge kurven i hendes knæhase: ”Du mener min kedelige, ansvarsfulde, velansete bondebror? Til Hel med ham!”

”Arnulf!”

Frejdis blik var bebrejdende, men hendes hånd blid da den strøg hans hår: ”Du er ikke den eneste der har et godt øje til mig, ved du nok.”

 Arnulf sukkede og lod sig trille om på ryggen. Han rynkede brynene og begyndte dæmpet at kvæde:

 

"Stridbjørns sønner

stolt af tvende

én til sværd

én til ager

Grånebjørnen

bistert brummer

sidste søn

gør vé af værd

 

Vilddyrs frænde

frivandt færdes

langt af led

og lyder slet

æreraner

råder ene

af ulveæt

udrundet."

 

”Hold nu inde!” Frejdis lagde sig på maven ved siden af ham, og Arnulf greb fat i en lok af hendes lange hår. Han lod fingrene løbe igennem det og rullede hen for at begrave ansigtet i resten af den gyldne manke.

”Ved du, at du fornærmer guderne med din skønhed?” mumlede han liderligt, ”Selv ikke Freja har så stort et hår, så havblå øjne og så runde ben!”

Hun lo og trak håret væk fra ham: ”Nu er du virkeligt et fæ! Og din far har god grund til at være stolt af Helge og Rolf, få mænd har så gode sønner at bryste sig af som han. Og at han er gal på dig er din egen skyld. Det er ikke to dage siden du skamred hans bedste hingst.”

Arnulf rejste sig på albuen og rev et græsstrå af roden: ”Den trængte til at røre sig efter vinteren.”

”Ploven brækkede du!”

”Kun fordi at mine arme er for stærke til trællearbejde!”

”Og fårene lod du løbe som de selv ville!”

”Det er umandigt at passe får, det sætter man drenge til. Min sekstende sommer begynder nu, og når Helge kommer hjem og henter sit nye skib, tager han mig med på togt.”

Arnulf kildede Frejdis på halsen med græsstrået. Hun fangede det mellem tænderne: ”Imod jeres fars ønske!”

”Véulf kalder Stridbjørn mig, og Véulf vil jeg vedblive at være! Siden hvornår har jeg fulgt hans vilje? Han skal bare fryde sig over, at hans ældste søn nu giver den yngste mulighed for at blive kløvet midt igennem.”

Frejdis slap græsstrået og blev mørk i blikket: ”Lad være med at sige sådan! Helge har samlet mænd til togt mangen et forår. Han tager dig vel med, fordi han regner dig for egnet.”

Arnulf smilede og faldt ned på ryggen igen. Græsset var fugtigt af dug, og selvom luften var lun, var jorden kold. En tid lang stirrede han fjernt op i de lyserøde skyer, der drev på himlen som havets skum. Så lagde Frejdis fortroligt hagen på hans bryst: ”Du har savnet ham meget i vinters, har du ikke? Det er første gang han ikke har været hjemme så længe.”

Arnulf drejede hovedet mod hende. Om han havde savnet Helge? Han havde savnet, så det frøs i knoglerne af længsel! Det var næsten et år nu. Helge havde kun været hjemme en kort tid til høst, så var han sejlet ud for at drive handel med sine nye erobringer og havde derpå stævnet mod kongsgården.

”Rolf har altid gjort hvad min far har sagt, og min mor elsker ham fordi han hellere vil pløje og rygte dyrene end sejle og slås, men der er mere i verden end såsæd og flæsk. Jeg vil ud, Frejdis! Væk fra denne her bygd! Ud og se mig omkring, prøve mit held, vinde hæder og sølv!”

Ordene fik længslen til at rive i ham som en brusende vårstrøm.

”Sølv har Helge ellers bragt din far nok af,” svarede hun stille. Arnulf så på Frejdis hvide underarme og mærkede begæret blusse op i sig igen. Hans fingre gled over hendes arm: ”Hvad har Rolf sagt til dig i den seneste tid?”

Hun lo og trak armen til sig: ”Rolf? Han snakker. Han viser mig hvad han går og laver og fortæller mig om sine planer med sæd og dyr. Alting lykkes under hans hænder.”

”Nu skal jeg vise dig noget, der vil få dig til at glemme alt om Rolf og hans såsæd!”

Arnulf greb hendes hånd og førte den ned mod sit hårde skridt.

”Aj, du har da også kun én ting i hovedet.”

Arnulf blev hæs: ”Du skal bare lige mærke den. Så vil du aldrig tænke på min bror mere!”

Frejdis fnisede og føjede sig, og Arnulf lukkede øjnene med et suk, da hånden gled ind under hans kofte og ned i bukserne. Frejdis nikkede med et drillende smil: ”Jo, den er flot. Men den får ikke kornet til at gro, og den bringer ikke velstand hjem over havet.”

Han sænkede stemmen: ”Kom helt herhen, så skal jeg hviske til dig hvad den kan få til at gro! I dens selskab kommer du aldrig til at kede dig, og det kunne ellers let ske med en mand der kun bekymrer sig om sine plovskær og sine høveder!”

Han greb hende om den bare leg og fandt ind under særken. Borede fingrene dybt ned i den bløde balde.

”Av, du niver!”

Arnulf slap og famlede ved bæltespændet. Frejdis rullede tilbage: ”Behold du bare de bukser på! Om lidt har Grim spist og så kommer han for at holde nattevagt over kvæget, han ser os bare.”

”En træl der farer med sladder stikker man øjnene ud på. Grim røber os ikke!”

Frejdis trak særken helt ned om anklerne og Arnulf opgav: ”Godt, godt, men så lov mig at du følger med mig til skovs i morgen! Vi finder en lysning som end ikke dyrene kender.”

Frejdis øjne lo, men hun rystede på hovedet:” Jeg fryser, det er lidt for koldt at trille rundt i græsset endnu, og skulle du ikke hjælpe Aslak med skibet i morgen?”

Arnulf trak ligegyldigt på skuldrene: ”Han kan sagtens undvære mig. Jeg sled for ham i flere måneder på Helges nye skib, men der er ingen ære i at bygge en handelsbåd.”

”Ære? Rigdom er rigdom hvad enten den er plyndret eller handlet!”

Frejdis rejste sig og gik hen mod den enhornede, der havde flyttet sig længere op ad højen. Hendes hofter vuggede forførende. Arnulf sprang op og listede efter. Han blev nødt til at gribe fat om de hofter! De vuggede alt for indbydende til at han kunne lade være.

”Skib! Skib! Der kommer et skib! Frejdis! Arnulf! Der kommer et skib, der kommer et skib!”

Lille-Ivar stod på højen og svingede forpustet med armen, mens han pegede ud over sundet med strittende fingre. Så løb han.

Arnulfs hjerte slog nogle ekstra slag, og blodet begyndte at løbe så stærkt at det svimlede for ham. Helge! Helge var vendt hjem! Han så ind i Frejdis strålende øjne og brast i latter. Udstødte et skingrende hyl og sprang højt op i luften.

”Kom, Arnulf!”

Frejdis greb hans hånd og så ud til at glemme alt om den enhornede, og Arnulf satte i løb så hurtigt at han måtte slæbe hende efter sig. Han knugede hendes hånd, som brødes han allerede med Helge, og hun jamrede. På toppen af højen kunne han se, at mørket for alvor var ved at indhylle sundet, men det okkergule uldsejl fra Helges langskib skinnede igennem det, som en stjerne på vandet. Nede ved stranden stimlede folk ophidsede sammen, og luften genlød af råb og latter. De kvinder der havde måtte undvære deres mænd i så lang en tid trængte sig frem, og børnene hujede og vinkede mod skibet og forsøgte ivrigt at skelne fædre og frænder i det tiltagende tusmørke.

Spændingen var dårligt til at holde ud, og mere end én så ud til stå og mumle en bøn til guderne, for det var ikke altid at alle mændene vendte hjem eller havde helbred og førlighed i behold.

Stridbjørn travede højtråbende hen ad den plankebelagte vej der førte helt ned til vandet iklædt sin bedste broderede kofte og med den højrøde pragtkappe om skuldrene. Hans brystlange grå skæg var omhyggeligt redt, og den brede sølvkæde lagt om halsen, for Helge skulle mødes standsmæssigt. I hænderne holdt han de bronzeskinnende drikkehorn der skvulpede af mjød, og de andre mænd lo og klappede ham på ryggen. Der blev gilde, når Stridbjørns Helge vendte hjem, det var både sikkert og vist, gilde så ingen havde noget at klage over bagefter, for Stridbjørn var rig. Rig af alle de skatte hans søn bragte med sig hjem og gavmildt lod familien få del i. Også Trud havde i en fart kastet sin brune uldkjole af sig og iklædt sig den blå festkjole med sølvspænderne. De store ravkæder skinnede mod hendes bryst, og de svære snoede armbånd klirrede mod hinanden. Stoltere frue end Trud havde ingen i bygden. Stridbjørn lo til hende og løftede drikkehornene i vejret. Arnulf kerede sig ikke det mindste om hvordan han så ud. Hvad gjorde det om koften var hvid eller grå når blot Helge kom Hjem! Kun ærgerligt at skibet kom så sent! Det ville være nat før stegene blev møre, kvældsgrøden kunne trællene få. 

Aslak skibsbyggers svende tændte fakler, og Trud stillede sig knejsende ved Stridbjørns side og raslede med nøglerne i bæltet. Ude på langskibet blev faklerne besvaret, og som det kom nærmere blev mørket tættere, men det gule sejl lyste som fuldmånen selv.

Rolf sluttede sig leende til Stridbjørn og Trud og strøg forventningsfuldt sit lyse skæg, og Stridbjørn rakte ham det ene mjødhorn og slog ud med armen. Også Rolf havde lagt dagligdagstøjet og tvættet sig nødtørftigt, for selvom Arnulf tvivlede på at han havde længtes efter Helge blot halvt så meget som han selv, glædede det altid Rolf at modtage sin højt beundrede bror. Faklerne på stranden blussede, og det glødede i bronzesmykker og fugtige blikke. Arnulf mærkede Frejdis læne sig ind til sig, og han slog armen tæt om hende og gav hende et klem. Det var rart at hun stod der, og godt at Helge ville se dem sammen når han forlod skibet. Fandtes der mon noget bedre sted at lægge sin arm end om livet på en varmblodet kvinde? Efter togtet med Helge ville han gå til hendes fars hus med sine nyerhvervede rigdomme og lægge dem på bordet, som bevis for at han var i stand til at forsørge Frejdis. Hun skulle være hans, og Stridbjørn skulle tale hans sag, om han så skulle kvæle sin far i hans ulvegrå skæg forinden! Arnulf smilede. Det var muligt at folk i bygden så skævt til ham på grund af hans iltre sind og tankeløse gerninger, men når først han havde bevist sit virkelige værd og mod på togtet, så skulle de nok vide at tænke bedre om ham. Frejdis skulle ikke komme til at mangle noget! Hun skulle få så mange rav og sølvkæder hun kunne bære om halsen, og hendes forrådshytte skulle sprænges af flæsk og vildt! Og trælle skulle hun have så mange af, at hun ikke behøvede at lave andet den hele dag end at rede sit gyldne hår og dele sin dejlighed med ham på bjørneskindet ved ildstedet.

”Skal du ikke ned og byde din bror velkommen?”

”Jo.”

Arnulf vendte sig mod hende og greb hendes ansigt mellem hænderne. Han ville fortælle hende hvor glad han var for at Helge kom og hvor stærkt han følte for hende, betro hende at han skælvede i hele kroppen og havde lyst til at skrige og springe, men i stedet kyssede han hende med en voldsomhed og hunger, der fik hende til at vakle leende tilbage. Han slap hende brat og løb ned ad højen og ud over sandet. Vadede ud i vandet for at komme uden om de forrest stående og hen til det sted hvor skibet ville sætte stævnen på grund.

”Der er du!”

Rolf langede ud efter ham og klaskede næven i hans med et smæld. Det gjorde han når han var i godt humør, og slaget skulle helst gøre ondt og slå Arnulfs hånd tilbage, men han stod godt imod nu og Rolf lagde mærke til det.

”Nå, dit forvoksede føl, har du et kvad parat til din bror? Synge, det duer du da til.”

Stridbjørn ruskede Arnulf i håret, for i dag var han stolt af alle sine sønner. Arnulf svarede ikke men så ud mod skibet, hvor sejlet blev taget ned. Det var tæt på nu. Så tæt at han kunne begynde at skelne mændene ombord og høre årenes rytmiske plasken. Skibet gled ørnestolt over vandet, men det gyldne dragehoved i stævnen var taget ned, og den skikkelse der stod forrest blandt vikingerne var bredere end Helges. Arnulf stirrede, så øjnene løb i vand. Det var Halfred, Helges styrmand som stod der! Arnulf bed sig i tungen og mærkede blodet løbe fra kinderne. Var Helge ikke med? Hvorfor stod Halfred på hans plads i stedet for at sidde ved roret? Var Helge blevet i kongsgården? Han burde have sejlet med, for kongen havde allerede haft ham så rigeligt. Var han mon blevet optaget i hans hird? Det var vel ikke utænkeligt? Skuffelsen greb om Arnulf med en ishånd, og bag den angsten.

Halfred løftede armen og råbte Stridbjørn an, og Stridbjørn besvarede hans hilsen. En urolig mumlen løb gennem de forsamlede, men at Helge ikke stod i forstævnen tog ikke glæden fra alle de, der nu genkendte deres mænd og frænder bag skibets skjoldprydede ræling. Arnulf trådte ud i vandet til knæene og mærkede hvor det sugede grådigt om hans fødder. Halfred var mørk i blikket, og de vejrbidte krigere bag ham bed deres smil og gensynsglæde i sig og skævede til Stridbjørn. Flere af dem havde sår og blodige forbindinger, som havde de for nylig været i kamp, og Halfred selv havde en grim flænge over panden. Gode tegn var det ikke, og Arnulf blev pludselig klam i uldkoften.

Nu sprang Halfred fra borde og greb Stridbjørns fremstrakte hånd, og Arnulf kunne ikke rigtig få vejret. Der blev så trangt og hårdt i hans bryst at det flimrede for blikket. Stridbjørns øjne brændte som flydende jern, og hans ansigt var blegt som is. Trud gik frem og tog fat om Halfreds arm, og Stridbjørns mjødhorn faldt til jorden.

”Hvor er Helge?” spurgte Trud skingert, ”Er han ikke med jer? Er han syg?”

Halfred så på hende, og hans barske ansigt fortrak sig: ”Helge er død, Trud! Han er død. Dræbt på vejen hjem i Sælvig i går morges.”

Ordene ramte Arnulf som en kniv. Det sortnede for øjnene, så han troede han skulle besvime. Alt flød ud for hans blik, men Truds smerteskrig hørte han, for det flængede mørket over sundet, og han mærkede Frejdis varme hånd i sin. Død! Var Helge død? Helge, hans elskede bror, Helge, som skulle vende hjem for at hente ham med på togt. Give ham et sværd. Det kunne ikke være sandt, det måtte ikke være sandt! Frejdis knugede ham så hårdt hun kunne, men Arnulfs hånd var slap, og han måtte trække vejret i korte stød for at få luft. Havets sug og det rislende sand under hans fødder fik ham til at vakle.

Halfreds ord udløste høje veråb over Helge, og mange af kvinderne ved skibet brast i gråd, men Stridbjørn stod som en klippe og fastholdt Halfreds blik, skønt det trak om hans mundvige: ”Dræbt, Halfred? Af Hvem?”

Halfred trak i sit flettede skæg. Trud sank jamrende sammen og rev ravkæderne om sin hals itu, mens de grædende kvinder flokkedes om hende.

”Af en norsk stormand, Øystein Ravnsbane fra Haraldsfjord. Helge havde ligget med hans datter imod hendes vilje efter et drikkelag på en handelsplads, og Øystein tog ham det ilde op. Han ventede på os den halve vinter i nærheden af kongsgården og fulgte efter til Sælvig.”

Halfred rakte et sværd frem, som Arnulf genkendte som Helges. Ormstand hed det, og ormebeslynget var både hæfte og klinge, og det med indlagt sølv. Sværdet var uden skede, og Stridbjørns hånd rystede da han tog imod det kostbare våben. Halfred sukkede dybt: ”Det faldt på dækket, da Øystein huggede Helges arm af, men Helge selv endte i havet og sank, derfor har vi ham ikke med hjem.”

Det vendte sig i maven på Arnulf, og han kæmpede mod en heftig svigen i svælget. Frejdis lagde armen om hans bryst, som ville hun støtte ham, og Arnulf kunne høre sin egen forpinte stønnen. Det brændte i øjenkrogene. Bævede om læberne. Han gjorde sig fri af Frejdis, bed tænderne sammen og knyttede hænderne så stærkt at de sitrede. Ved Tyr, om han ville stå her og flæbe for øjnene af trælle og kvindfolk som et andet barn! Hans bror var kriger, og han var faldet i kamp, og den skæbne var han helt sikkert ikke selv utilfreds med. Stridbjørn mælede ikke et ord, og Halfred slap skægget og fortsatte: ”Helge faldt i jævnbyrdig tvekamp, og vi hævnede hans død og dræbte Øystein og alle hans mænd og brændte deres skib. Han søn tog vi med os som træl. Ønsker du eller Trud mere hævn, kan I tage den hos ham.”

Halfred vinkede, og to mænd fra skibet tvang en ung mand ud over rælingen og slyngede ham for fødderne af Stridbjørn. Han var fornemt klædt i en mørkeblå broderet kofte, og håret og skægget var brunt og velklippet. En torshammer hang om hans hals i en tyk sølvkæde, og tunge sølvringe snoede sig om hans arme. Hænderne var grundigt bagbundet, og hans blik trodsigt og rasende da han så op og forsøgte at rejse sig. Halfred tog fat i det reb der var bundet i en løkke om hans hals og trak ham omkuld igen, men nordmanden kæmpede hårdt for at komme på fode og blev først siddende på knæ, da han fik en kniv presset i nakken. Halfred spyttede foragteligt på ham: ”Du behøver ikke at frygte gengældelse fra mændene i Haraldsfjord, Stridbjørn, for alle spor er slettet og de vil næppe nogensinde finde ud af hvor deres høvding gik af dage. Og aldrig har en mand kæmpet så bravt som din Helge. Da han mistede armen, svang han øksen i venstre hånd og råbte, at der ingen grund var til at holde inde blot fordi han havde skåret sig, og da Øysteins sværd traf ham gennem livet, bad han mig hilse derhjemme og beklage at gensynet ville trække ud. Så søgte han selv i havet, og jeg huggede Øystein ned før han skulle få tid til at prale for meget af sin ugerning.”

Stridbjørn nikkede kort. Hans knoer var hvide om hæftet til Helges sværd. Trud hulkede hjerteskærende og kastede sand i håret, og Rolf stod tavs og ligbleg med tommelfingrene i bæltet og trak vejret hvæsende, mens han stirrede ud på det sorte vand der havde slugt hans bror. Arnulf så på sværdet i sin fars hånd. Helge havde lovet ham sådan et sværd! Nu blev der intet begivenhedsrigt togt, ingen kampe og plyndringer, Helges nye skib skulle aldrig bære hans bror til dåd forrest i stævnen, og han ville ingen kostbarheder vinde til at lægge foran Frejdis far. Kroppen føltes som et kar der var slået hul på, og alt det indeni syntes at flyde ud og forsvinde i sandet. Halfred kastede trællerebet på jorden og lagde hånden vægtigt på Stridbjørns skulder: ”Helge er blandt einherjerne nu, og når guderne kalder til den sidste kamp ved Ragnarok, vil han stå forrest.”

”Tak, Halfred.”

Stridbjørns stemme var grødet men fast: ”Og tak for alt hvad I har gjort for Helge. Han har aldrig kunne bebrejde sine mænd noget, I har altid tjent ham trofast og tappert.”

Han så rundt og hævede røsten: ”Min søn er død, men gilde skal der være alligevel! Vi vil drikke til hans ære, og fryde os over at hans plads i Valhal nu ikke længere står tom!”

Hans ord blev hilst af høje råb, og Halfred trak sit sværd og begyndte at hamre den flade side taktfast mod stævnen af skibet, mens han råbte Helges navn. Alle der bar våben omkring ham trak blank og slog ligeledes sværdene imod noget der gav lyd mens de istemte hans råb, og selv Rolf slog hånden i skibet. Sandet syntes at ryste under bragene og råbene, og Arnulf rankede sig og trak vejret dybt. Han havde lyst til at skrige og slå eller løbe væk og gemme sig i mørket. Hver eneste muskel skælvede mens smerten i brystet tog til, så det føltes som var han ramt af en splintret pilespids af is, men han trådte roligt hen til Stridbjørn og Rolf.

Da nu det dystre budskab var blevet overbragt, begyndte glæden at boble uhæmmet omkring dem. Efter endnu en stunds råben, stak de hjemvendte krigere sværdene i skederne igen og begyndte leende at svinge koner og børn rundt i luften. Mænd faldt hinanden om halsen med stærke arme, og gaver blev fundet frem på stedet, mens enkelte måtte hjælpes haltende fra borde.

Trud snublede grædende bort støttet af kvinderne, og flere begyndte at gå mod bygden med armene om hinandens skuldre eller bærende på sække og kister fra skibet. Stridbjørn gik hen og lagde hånden på skibet, som var det en elsket hest: ”Du bar ham godt,” sagde han dæmpet, ”Tak også til dig for det!”

Derefter så han kort på Arnulf: ”Bind den nye træl i den tomme trællehytte, Arnulf, og fortæl de andre derhenne at jeg slår enhver ihjel der går ind til ham.”

Hvis Helge ikke var død, ville Arnulf straks have nægtet og ment at det aldrig kunne være hans arbejde, men nu adlød han tavst og tog fat i trællerebet. Nordmanden sendte ham et flammende blik, og Arnulf gjorde et kast med hovedet. Fangen kom på benene og lod til at ville følge med uden at gøre modstand, og Arnulf så at manden havde svært ved at støtte på den ene fod. Stridbjørn vendte sig med hånden på Rolfs arm, og de gik efter Trud mens flere af bygdens folk sluttede op bag dem og igen begyndte at råbe Helges navn. Ormstand holdt Stridbjørn frem foran sig i strakt arm. Det var den ære han kunne vise sin afdøde søn. Arnulf fulgte dem med øjnene, og Frejdis samlede Truds spredte ravperler sammen og sendte ham et bedrøvet blik før hun forlod ham. Når noget for alvor gik Arnulf på, ville han helst være alene, og det vidste hun.

Arnulf skyndte ikke på den slemt haltende nordmand men begyndte langsomt at gå væk fra skibet og langs vandet mod den ende af bygden hvor trællehytterne lå klemt op ad skoven. Det var godt at komme væk fra de andre og ud af faklerne rækkevidde, ind i det skjulende mørke hvor ingen kunne se hans ansigt. Benene var tunge, og hvert skridt føltes pludseligt uvant og nyt, som havde Helges død med ét slag ændret selve verdens gang og sammenhæng. Vandet skvulpede roligt mod strandbredden og månen var næsten fuld over sundet og skovens sorte kroner, og den lyste af al kraft, som ville den være med til at hylde Helge. Den gød sølv over det hav, der nu var hans grav. Arnulfs bukser var våde til lårene, og han gøs og kæmpede mod trangen til bare at synke sammen og give tårerne frit løb. Helge var død. Hans bror var død. Alt brast for ham nu. Det var ikke kun Helge, det var hele hans liv, hans togt, hans brændende udlængsel og rejselyst og alle hans forhåbninger om at få Frejdis.

Nordmandens skuldre ludede mens han hinkede gennem sandet, og Arnulf standsede og så ud over vandet. Et sejl ville ikke længere kunne øjnes derude lige meget hvor lyst det så end var. Nu fik Helge aldrig søsat sit nye skib. Arnulf vidste ellers nøjagtigt hvor han selv ville have siddet i rækken af mænd. Aslak skibsbygger havde været så fornøjet med hans hjælp, at han havde givet ham lov til at skære en ørn i planken ved netop det årehul. Og Trud havde arbejdet på sejlet med trællene hele vinteren. I det mindste kunne Stridbjørn have fået lov til at give sin søns afsjælede legeme en bålfærd på det skib. Helge burde have haft det med til Valhal, det skulle være brændt sammen med ham, fyldt til randen med heste og våben, men Helge havde selv søgt i havet med sit banesår. Hvorfor?

Et pludseligt ryk rev rebet ud af hænderne på Arnulf. Nordmanden havde taget flugten og sprang som en hare mod skoven. Hans fod fejlede ikke det mindste. Arnulf gav et brøl fra sig og optog forfølgelsen, mens vreden skyllede gennem ham og gav hans ben vinger. Ved hans blod, om trællen skulle have lov til at narre ham på den måde og stikke til skovs for at gemme sig i natten! Han skulle lære den elendige søn af en stinkende morder at kende sin plads!

Fangen løb hurtigt og havde alt at vinde, men Arnulf var kendt med hver en sten omkring bygden og var gal nok til at være den rappeste af de to, og månens klare skin oplyste alt tydeligt. Han indhentede nordmanden i skovbrynet og kastede sig over ham, så de tumlede omkuld i de visne blade. Fangen bed ud efter ham men kunne ikke forsvare sig med hænderne bundet på ryggen, og Arnulf fik fat i rebet og trådte på det så nordmandens hals blev tvunget til jorden. Selv sprang han op, mens vreden fik det til at lyse blændende hvidt bag øjnene. Helge var død, og det var fangens far der var skyld i drabet. Han rystede af ubændigt raseri og hamrede foden i maven på nordmanden, der udstødte et halvkvalt råb og krummede sig sammen. Arnulf ville tage hævn, tage hævn over smerten i hjertet der bed som en orm, hævn over Truds gråd og over Stridbjørns skjulte fortvivlelse. Så forfærdelig en sorg kunne slet ikke rummes i kroppen, den måtte ud, have luft, have hævn! Nordmanden jamrede, og Arnulf skreg og mærkede tårerne strømme ned over kinderne som flydende jern. Han sparkede atter til manden og traf hans ribben så det værkede i foden. Fangen forsøgte at beskytte sig, men Arnulf sparkede ham igen, denne gang i siden, ude af stand til at tøjle den frådende vildskab der rev i ham. Alt omkring ham forsvandt og raseriet og sorgen brølede gennem kroppen som en springflod. Hævn! Han måtte have hævn! Det var muligt at Halfred allerede havde dræbt Øystein og ladet ham betale for sin udåd med livet, men Arnulf havde også ret til at hævne sin bror, ligesom Rolf havde det, og uslingen for hans fødder havde så sandelig fortjent hvert eneste spark han havde lyst til at plante i hans elendige krop.

Nordmanden snappede efter vejret og prøvede desperat at trille væk mens han så op på ham med ansigtet fortrukket. Noget i hans blik fik Arnulf til at besinde sig og med en kraftanstrengelse standse sin voldelige handling, og omgivelserne syntes igen at vende tilbage til ham. Koften var gennemsvedt. Nordmanden lå sammenrullet i skovbunden og gispede som var han ved at opgive livet. Arnulf trådte et skridt tilbage med et fast tag i rebet og lod forpustet vreden lægge sig en smule. Fangen rullede sig stønnende op på knæ med panden i jorden og hev rallende luft ind. Månen skinnede stærkt nok mellem de lysegrønne grene til at Arnulf kunne se ham tydeligt. Han kunne højst være tyve år. Fra Norge. Helge havde fortalt begejstret om Norge. Om fjeldene. Fjordene. Fossene. Men manden her kunne Arnulf kun hade.

Fangen begyndte at kunne få sit vejr igen, nu stønnede han mest af smerterne.

”Rejs dig, din hund, og vær glad for at jeg ikke også skærer struben over på dig!”

Nordmanden løftede stakåndet hovedet: ”Du har brækket mine ribben!”

”I så fald vil jeg ikke græde mig selv i søvn i nat! Op med dig!”

Fangen kæmpede sig på benene, men de var usikre under ham og han måtte læne sig tungt op ad et træ, stadig sammenbøjet. Arnulf ventede, for bære ham ville han ikke. Nordmanden kom langsomt mere til hægterne og så på ham. Hans lyse øjne udstrålede ingen harme, snarere dyb fortvivlelse og vemod, og han hostede pinagtigt og lukkede dem et øjeblik.

”Lad mig gå, Arnulf,” sagde han så. Stemmen var hæs. Arnulf spærrede forbavset øjnene op: ”Gå? Er du fra forstanden? Jeg har mistet min bror! Din far har lige dræbte ham, og så beder du mig om at lade dig gå! Som om du fortjener noget som helst andet end at blive pryglet igennem som det bæst du er!”

”Og jeg har mistet min far!”

Nordmanden åbnede øjnene og forsøgte at rette sig op mens det trak om hans mund: ”Jeg mistede min far og flere af mine venner.”

Han tav brat og stønnede men fortsatte så: ”Min farbror var også ombord på det skib. Din sorg er ikke halvt så stor som min, og det var ikke mig som dræbte din bror. Lad mig gå!”

Han støttede hovedet mod træet og så svært medtaget ud. Arnulf spyttede bittert: ”Skal min far miste sin søn for bagefter at lade hans banemands forbandede afkom løbe?”

”Min far mistede sit liv!”

Nordmanden fik ild i øjnene igen: ”Og din fordømte bror skændede min søster, så hun nu bærer rundt på et barn hun ikke vil have!”

Arnulf følte sit blod koge af fornyet hidsighed. Hvor vovede han!

”Stridbjørn skal nok snart få pillet ud af dig at svare igen! Og kun hvis du trygler på dine knæ, skal jeg holde mund om at du forsøgte at rende og forlangte din frihed. Ved du ikke hvad straffen er for en træl som flygter?”

Nordmandens øjne skød lyn og han rankede sig: ”Jeg er ikke nogens træl! Og jeg har et navn ligesom dig, Arnulf! Toke hedder jeg. Toke, Øystein Ravnsbanes søn. Det navn er kendt langt hinsides Haraldsfjord, og flere mænd end du aner vil være villige til at hævne Øystein så såre de hører om hans død!”

Arnulf fnøs hånligt og lod sig ikke imponere: ”Træl det er hvad du er, og dit navn lader vi Trud om at bestemme.”

Toke rystede på hovedet og gav ikke op: ”Løs mine reb og sig jeg slap fra dig. Du vil ikke komme til at fortryde den handling, og jeg vil vide at belønne dig rigt den dag du lægger vejen forbi min fjord.”

Arnulf følte en æggende trang til at sparke nordmanden igen, men han tog sig i det: ”Helge skulle hjem for at hente mig, er du for dum til at forstå det? Vi skulle på togt sammen, han havde et sværd med til mig. Jeg har hjulpet Aslak med at bygge hans nye skib, og nu er han død!”

Toke bøjede hovedet et øjeblik: ”Du må virkeligt hade mig!”

”Selvfølgelig hader jeg dig!”

Arnulf havde råbt. Han var rasende over trællens uforskammede tale og over at han selv mistede besindelsen og lod en fremmed se sine tårer.

”Hvis du vil på togt, er der så meget desto mere grund til at du løser mig, for mit skib ligger i Norge og venter på at jeg skal samle mænd til min første færd uden Øystein,” udbrød Toke, ”Tag med, Arnulf, og lad din sorg ligge tilbage her! Jeg vil vestover i år. En islænding har fortalt mig om et godt sted med meget sølv.”

Arnulf rystede på hovedet og kneb øjnene smalle af arrigskab: ”Skulle jeg vende min familie ryggen og stikke af med en træl? Hvem regner du mig for? Toke Øysteinsøn, du skal lige så lidt ud og sejle som jeg, og når først Stridbjørn får tid til at gribe om trællepisken, vil han knække din stolthed så du kryber i støvet for ham.”

Han trak i rebet så Toke nær havde mistet fodfæstet, og nordmanden tav og brugte kræfterne på at følge med Arnulf, for han gik stærkt, hed af harme. Der faldt ikke flere ord på vejen til trællehytterne, og Arnulf fældede ikke flere tårer, men han følte det som om at hjertet skulle sprænge hans bryst og ønskede hurtigst muligt at blive fri for den gale nordmand og al hans snak.

                                                                                                                                                                                               

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Casper | Svar 11.09.2017 21.43

Hej Susanne
Ville lige hører om status på lydbog på fenrisfærden ?Nogen ide om hvornår ?
Har lyttet til alle de andre op til flere gange.
fantastiske
År og fred

Susanne Clod clod pedersen 16.09.2017 13.04

Hej igen. Altså, den burde udkomme næste uge nu som lydbog, og så går der lige et øjeblik, inden den findes alle vegne

Susanne Clod clod pedersen 12.09.2017 07.56

Hej Casper - tak! Jeg ved det ikke endnu, desværre, men den skal nok komme God vind!

Anette Damm | Svar 28.08.2017 16.09

Så er vi begge færdige med Fenrisfærden. Dine bøger om Arnulf bliver slugt, så snart de udkommer. En stor fornøjelse at læse og fantastisk godt researched.

Susanne Clod clod pedersen 31.08.2017 16.00

Aaaaj, hvor er det dejligt at høre - taaak Ihhh, så rart

Bent Johansen | Svar 22.07.2017 15.58

Blodringen bliver så femte bind. Som jeg har forstået det kommer der seks. Har du en titel på det sjette bind?

Susanne 24.07.2017 07.37

Ja, Kongestormen Det er i alle fald min tanke lige nu.

Jesper Johansen | Svar 19.07.2017 19.50

Hvornår kommer 5.bog om arnulf.

Susanne 19.07.2017 22.22

Der går lang tid endnu - men det bliver godt!!! Jeg er helt euforisk

Lene agertoft | Svar 17.05.2017 14.40

Har vi en dato for bind 5 blodringen ? Gerne hurtigt 😊

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

I går | 15:29

Hej Susanne
Hvornår udkommer den som lydbog?
Jeg glæder mig meget til at høre den, de første 3 bøger opslugte mig fuldstændigt

...
16.09 | 13:04

Hej igen. Altså, den burde udkomme næste uge nu som lydbog, og så går der lige et øjeblik, inden den findes alle vegne

...
12.09 | 07:56

Hej Casper - tak! Jeg ved det ikke endnu, desværre, men den skal nok komme God vind!

...
11.09 | 21:43

Hej Susanne
Ville lige hører om status på lydbog på fenrisfærden ?Nogen ide om hvornår ?
Har lyttet til alle de andre op til flere gange.
fantastiske
År og fred

...
Du kan lide denne side